Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Første akt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Amtmannen. Han ælsker henne! (De gamle omfavner hinannen.) Men hvad
er det så videre? Alting i orden! — Et glas sherry, kom!
Axel. Nej, det er ikke i orden. Jeg kan få hennes takk i en
glad stund, men ikke hennes hjærte. Ti hvad jeg ælsker, ælsker
ikke hun, hvad jeg vil, vil ikke hun, ja om det så bare er at ta
på ball, så er det henne ingen glæde, når ikke moren kan ta med.
Fruen. Herregud, ikke annet!
Laura. Nej mor, det er ikke annet. Det er dette ball!
Amtmannen. Men så ta på ball! I er jo like tossete begge to.
Kom nu in!
Axel. Ballet, det er ikke ballet; jeg bryr mig ikke om ballet.
Laura. Nej, sådan er det, mor. Når han får det han vil, så
er det slet ikke det, men noget rent annet. Jeg forstår ikke
hvad det er.
Axel. Nej, for det er ikke den enkelte ting, men det hele
forhold. Det er kjærligheden jeg savner, og den har hun ikke,
og den får hun ikke — så længe hun er hjæmme! (Pause.)
Fruen (langsomt). Så længe hun er hjæmme?
Amtmannen (nærmere med litt bæven). Hvad mener du med det?
Axel. Først når Laura ikke længer kan hælde sig til sine
forældre, er der mulighed for at hun vil hælde sig til mig.
Fruen (lyttende). Han mener?
Amtmannen (likeså). Jeg forstår ikke —?
Axel. For at bli mere æn en god datter, for at bli en god
hustru — må Laura bort.
Fruen. Laura bort?
Amtmannen. Vort barn?
Laura (til moren). Mor!
Axel. Det var synd mot henne jeg så inderlig ælsker, synd
mot mig selv og synd mot eder, der er i så god tro, hvis ikke
jeg, som har magten, nu også tok kraft til at bruke den. Her
lever Laura bare for eder; når I dør, er alt livet dødt for henne,
men det er ikke meningen, det er ikke hvad hun lovte for altaret,
og det er ikke hvad jeg vil finne mig i. At fortsætte gjør os alle
ulykkelige; derfor skal Laura følge mig! (Fruen frem, Laura til Matilde.)
Amtmannen. Du kan ikke mene hvad du siger.
Axel. Det er mit inderligste alvor, og ingen får mig mere derfra.
Fruen. Så se Herren i nåde til os! (Pause.)
Amtmannen. Du vet, Axel, at Gud gav os fem barn, men du
vet også at han tok de fire tilbake. Laura er nu vort eneste
barn, vor eneste glæde.
Fruen. Vi tåler ikke at miste henne, Axel! Hun har ikke
forlatt os en eneste dag siden hun blev født; hun er vor smærtes
forkjælte barn; de døde vilde ha henne, så måtte vi jo holde fast.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
