Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Annen akt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
os til at komme uvæntet. Vi vilde ikke straks, men er nu glade
ved at det skedde; ti nu — ser vi best at Lauras brev var sanne.
I har det godt, og så må vi gamle jo også ha det godt — og la
være glæmt hvad — hvad dog er blet til det beste. — Hm hm.
— Engang kunde vi ikke tænke os dette ... og derfor ikke
skilles fra vort barn; men nu kan vi det tryggt; — ti nu tror vi på
Dem ... jeg tror på dig, Axel, min søn ... Gud velsigne dig!
(De trykker hinannens hænder, alle drikker.)
Fruen. Vet I hvad jeg nu har lyst til?
Alle. Nej!
Fruen. At Axel fortæller hvorledes det gik til da I blev forsonet.
Laura. Mor —!
Fruen. Hvorfor er du unselig? Hvorfor har du aldrig villet
fortælle det? Herregud, har vi forældre nogen større glæde æn
at høre hvorledes vore barn blev lykkelige?
Amtmannen. Det er en god idé av mor! Så sætter vi os og
hører på. (De sætter sig; Laura vil gå.) Nej, kom nu og sæt dig hos mor,
Laura! Vi må jo se på dig, mens han fortæller. (Han drar henne ned
til sig.)
Fruen. Så må du ikke glæmme noget, Axel! Kom med de
første tegn, den første godhed Laura viste dig.
Axel. Ja, jeg skal fortælle hvorledes det gik til.
Laura (farer op.) Men Axel —!
Axel. Jeg fortsætter kun dine brev, Laura.
Fruen. Det er jo til ære for dig, mit barn! Hør nu stille på
ham, og ret ham hvor han glæmmer noget. (Hun dras ned igjæn.)
Axel. Ja, kjære forældre. I vet jo at det ikke begynte godt —
Amtmannen. Å ja — men gå det forbi.
Axel. Den store uret jeg hadde gjort Laura, følte jeg, straks
hun stod alene. Hun skalv, når jeg nærmet mig, og snart skalv
hun for alle som for mig. Først blev jeg ydmyg som den stærke,
når han har sejret, men siden bange; ti jeg hadde været for
stærk. Da inviet jeg min kjærlighed til i Jakobs syv arbejdsår at
tjene op hvad jeg hadde tapt i et øjeblik. I ser dette hus — jeg
jævnet det for hennes fot; I ser hvad her er — jeg satte det for
hennes øje; av mine nætters arbejd, av den yderste anstrængelse
hæntet jeg det frem, stykke for stykke, at hun ikke skulde støte
sig på noget fremmed og koldt, men bæres av det kjænte og
ælskte. Dette forstod hun, og vårens fugler begynte at flaggre
huset, og skjønt hun altid hadde flygtet, når jeg kom, mærket
jeg hun hadde været i mine stuer, ved mit arbejdsbord, i hundre
kjære småting —
Laura (skamfull). Å, det er ikke sant!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
