Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tredje handling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
302 REDAKTØREN
Halvdan. Fred? Den som skal gå bort fra lutter ufullførte ting,
kan ikke rive sin sjæl løs.
Håkon. Du lyt frejsta å leggja det du vilde, i Guds hond.
Halvdan. Dette er min daglige kamp. (stillhed.)
Håkon. Syster til kona mi var ej fatig enkja og døydde frå tri
små born. Men ho var glad. „Vorherre vil hjelpa dejm betre,
når eg er burte,“ sa ho; „for eg var for bråd,“ sa ho; „eg stod
visst ofta i vegen.“ (stillhed.)
Halvdan. Nu hørte jeg din hustru tale; ti dette har hun engang
fortalt mig.
Håkon. Eg skulde segja deg det frå henne, at ho trur du og
må døy, so det du vilde, kann få mejr magt. Ho tykjer, at berre
no, etter du vart klen, hava folk skynet betre kvat det var du vilde.
Halvdan. Der er for mig trøst i den tanke at jeg tar bort, forat
det jeg ælsket, skal få vækst. Jeg gav det min fred, min ære
blant samtiden. Jeg gir det gjærne mit liv. (stillhed.)
Håkon. Ber du illvilje til nokon som stod so hardt imot deg?
Halvdan. Til ingen.
Håkon. Inkje til dejm helder som det er von hava gjort, at du
no ligg der?
Halvdan. Til ingen, ingen! (stillhed.)
Håkon. Kunde du lesa nokot vondt um deg sjølv idag? (stillhed.)
Halvdan. Jeg vet ikke.
Håkon. So er du vel inkje ferdug enda.
Halvdan. Nej, jeg er vel ikke det. Kun undertiden er den
brusende værden under mig som et løsrevet sejl der går for vin-
den. Oftere er jeg midt nede i den med mine planer, ønsker,
bønner ... jeg er jo så ung, jeg var så forsmådd ... jeg hadde
Så meget jeg Vilde gjøre. (Løfter en svedduk til sin panne, broren hjælper ham at stryke
henover hans åsyn.) (Stillhed.)
Håkon. Det må vera deg til trøyst likavel, at Harald tek upp
det du lyt sleppa. — Det er magt i Harald.
Halvdan. Ja.
Håkon. Og inkje sçgjer han meir enn som tarvst. Bonden vil
skyna honom betre.
Halvdan. Jeg håber det! Men bare han går her omkring mig,
fyller han luften elektrisk, jeg må med, jeg må med, jeg også —
og arbejder mig ganske træt. — Å, det er ofte så tungt at dø fra
en stor virksomhed som man ikke kunde bringe frem!
Håkon. Men det er då du som hev skapt honom — og
flejre med.
Halvdan. Jeg har skapt en kamp, ikke mer; en ung kamp er
det svært at forlate! — Men den gode Gud vil forstå det og ikke
undre sig over at jeg kommer så optat. (Det ringer.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
