Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fjærde handling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
472 KONGEN
..... Du må da ville hvad han vilde? — Å, for en sorg i det
ansigt! (Han storhulket-.)
GENERALEN (gjør tegn til de andre at de skal dra sig tilbake i stillhed, og uten at vænde
sig. Dette gjør de, længer og længer. Da ser kongen op). Av ærbødighed for kongens
sorg vil vi —
Kongen. Stille! — Med hånden på dette hode, som hvilte fordrings-
løst og hengivent mot hans hjærte, vil jeg sige dere noget til
minne Om min Ven. (Piken lægger sig in til ham i sorg. De andre kommer ærbødig
nærmere, vænter.) Gran var landets rikeste mann. Hvorfor hadde han
ingen frygt for folket?—Hvorfor turde han tro det gik best, når
det styrte sig selv?
Grossereren. Hr. Gran var med alle sine store egenskaper en
fantast.
Kongen. Han hadde ikke arvet hele sin umådelige formue.
En stor del hadde han samlet selv.
Grossereren. Som forretningsmann var hr. Gran hævet over
al ros.
Kongen. Og dog en fantast? Dette er en bestemt motsigelse.
— Du kallte mig engang nøkkelen for din kasse.
Grossereren. Jeg tillot mig i Underdanighed den spøk — som
dog var alvor, fullt alvor!
Kongen. Hvorfor væntet han, den døde, sikkerhed for sin
kasse nedenfra, ved i tide at gjøre ret — og ikke ovenfra? — Fordi
han forstod sin tid. Egenkjærligheden hindret ham ikke i det. —
Dette er min liktale..... Rejs dig.....! Forstod du hvad jeg
Sa? –– Gråt ikke Så! (Hun trykker sig in til ham, hulkende.)
Præsten. Han var en overmåde stor mann! Når D. maj. siger
det, så fatter jeg det. Men vær forvisset om, D. maj., at om vi
ikke har den lykke at se så langt, så fordomsfrit — om vi er
inskrænket i vort syn — vi er ikke D. maj. mindre tro for det!
Ikke mindre hengivne! Det blir en undersåtlig pligt nu at sige
det, da D. maj. i sit mismot synes at glæmme det — synes at
glæmme at også vi vænter alt av D. maj.s nåde, visdom og ret-
færdighed. (Svedter.)
Kongen. Besynderligt! — Han som døde, sa mig aldrig noget
sådant, (stillhed.) — Han hadde den største forretning i landet. Da jeg
kom og bad ham forlate den, gjorde han det straks. — Og tilsist
døde han for mig. Sådan var han. — Gå du, min ven, in til ham!
Du er troskapens eget stumme billede, du. — Skjønt jeg ikke for-
tjener en sådan vakt ... for de avdødes skyll får jeg den nok,
når nu også jeg ... (stanser.) Ja, gå nu derin! Jeg kommer? Hører
dU –– jeg kommer! –– Så! (Siger efter henne, hvær gang hun på vejen vænder sig.)
Straks! — Så! — Bare om en liten stund! Gå nu!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
