Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - OVER ÆVNE. Første stykke - Første handling - Første møte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OVER ÆVNE 203
spørsmål op. — Knapt kan jeg klare hvad som er ret eller uret.
Ja, rått naturligvis; —men finere? Jeg må gjøre det som jeg kan.
Og likeså med troen. Jeg orker ikke mere.
Hanna. Han vet om det?
Klara. Han vet om alt. Tror du jeg skjuler nogen ting?
Hanna. Men vil han da ikke få dig til at tro hvad han selv tror?
Klara. Ikke i minste måte. Dette med tro, hvis man ikke skal
bli dømt, det, siger han, er Guds sak. Vor er at være sann. Så
blir vi nok troende — her eller hisset. Å, han er hel, han!
Hanna. Men han arbejder da for at utbrede troen?
Klara. På sin vis. Aldrig, nej, aldrig med påtryk. Han er
ubetinget like hensynsfull mot alle. Hører du: — mot alle! Å,
han er makeløs!
Hanna. Du ser på ham som i de første beruselsens dager! Og
det ænda dine øjne er blet gamle.
Klara. Og det ænda mine øjne er blet gamle.
Hanna. Men dette med din tro på hans mirakler ... ja, du har
jo i grunnen ingen tro på dem?
Klara. Hvad er det du siger? Der er ikke det til jeg tror
mere ubetinget på!
Hanna. Når du ikke tør slippe ham i vej i en orkan, og når
du ikke tør tro på at I får igjæn hvad han vil gi, selv om det
er det siste ... så har du ingen tro på dem.
Klara. Før jeg tillot noget av det der ...? Ja, det er her jeg
har min styrke, skal jeg sige dig.
Hanna. Vel. Men det er ikke troens styrke.
Klara. Nej, nej. Om her er motsigelse — hvad gjør det! Vi
har alle motsigelser — untagen han. — For resten vil jeg sige dig
at det at kaste sig selv eller sit barn i sjøen — det er mere æn
tro, det; det er at friste Gud.
Hanna. Da synes jeg miraklet måtte møte likeså vel, når det
gjæller vort eget liv, som når det gjæller andres.
Klara. Men at bringe sig selv i livsfare?
Hanna. Når det sker for at frælse andre? Det kan da ikke
kalles at friste Gud.
Klara. Hør — slut med det der! Jeg orker det ikke. Jeg vet
bare, at vil han ta det barnene skal leve av, og gi det til onde,
dårlige mennesker, eller vil han selv gå avsted til fjælls i tåke eller
dra til havs i orkan — da, ja da lægger jeg mig kloss i vejen! Jeg
gjør alt, ubetinget alt hvad jeg kan finne på, for at hindre det! —
Jeg sætter han vilde det nu ...? Jeg har ikke kunnet rejse mig
på mine ben i mange måneder; ... men da kunde jeg! Da kunde
jeg! Jeg er sikker! Da gjør også jeg mirakel. For jeg ælsker
ham og hans barn. (Længre stillhed.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
