Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - OVER ÆVNE. Første stykke - Første handling - Sjette møte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OVER ÆVNE 21 1
men meget om forkynnerne. Ak ja — meget om forkynnerne. —
Uten at tale om dem vil jeg bare sige hvad der hændte mig selv.
Jeg så at kristendommen krøp på sin buk — og ænda forsigtig
forbi alle større tuer. Hvorfor gjør den det? spurte jeg mig selv.
Er det fordi, at dersom den rejste sig helt op, så løftet den
tingene av deres hængsler? Er det kristendommen som er umulig?
eller er det menneskene som ikke tør? — Om bare én turde — var
der så ikke tusen som turde? Og så følte jeg at jeg burde
forsøke at være denne ene. Og det mener jeg enhvær skal forsøke.
Ja, uten det er han ingen troende. Ti tro, det er at vite at for
troen er ingenting umulig — og så vise den tro! — Er det for at
skryte jeg siger dette? Nætop for at anklage mig. Ti uagtet jeg
nu har bygd så højt og har hat så stor nåde, faller også jeg, ret
som det er, ænnu ner fra Gud. — Har jeg ikke nu igjæn gåt her og
tænkt det umuligt at frælse henne der alene? Har jeg ikke
tvilet og væntet på andres hjælp? — Derfor tok Gud hjælpen fra
mig. Derfor hadde han tillatt at også I skulde stupe på „det
umulige“ og komme og fortælle mig det. Ti således skulde hans
time forberedes. Nu vil han vise os allesammen hvad som er
muligt! — Å — jeg gik her og forstod ikke! Nu forstår jeg. Jeg
skal gjøre det alene! Nu har jeg fåt befalingen; nu kan jeg.—
Derfor den store forberedelsens nåde nætop idag. Alt går
sammen, Klara, hører du det? Det er ikke længer jeg som taler;
det er den store visshed i mig — og du vet hvem den hvær gang
er fra! (Knæier hos henne.) Klara, min dejlige ven, hvorfor skulde ikke
du være Gud likeså kjær som nogen der tror helt ut? Som om
Gud ikke var alles far? — Guds kjærlighed er ingen forret for de
troende. De troendes forret er at føle hans kjærlighed og at
fryde sig over den — og i dens navn at gjøre det umulige muligt. —
Du tålmodige, du trofaste! Nu går jeg fra dig for at prøve det.
(Rejser sig.) —Ja! For at prøve det! Jeg går in i kirken, barn; ti jeg
vil være ene. Jeg går ikke ut igjæn derfra, før jeg har fåt av
Guds hænder søvn til mor og efter søvn sundhed, så hun rejser
sig og går iblant os. — Bli ikke forfærdet! Jeg føler han vil! Han
gir mig det ikke straks; ti denne gang har jeg tvilet. Men jeg
skal holde ut og vænte på den strænge, den gode herre. —
Farvel ! (Han kaster sig ner over henne i en kort bøn.) Farvel! (Kysser henne. Hun ligger
ubevægelig. Han rejser sig.) Takk, mine barn! Nu har I dog hjulpet mig.
Større æn nogen kunde ane. Nu ringer jeg selv min bøn in.
Altså ved klokkens første slag så vet 1 at jeg har begynt at be
for mor. Fred med eder!
HANNA (har uvilkårlig åpnet døren for ham. Sang går.) Dette er ... Dette er ...
(Hun brister i gråt.)
Elias. Jeg må se ... jeg må se ham gå in. (Går.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
