Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - OVER ÆVNE. Annet stykke - Anden handling - Sjette møte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OVER ÆVNE 265
trives blant os? Han længtes efter at gjøre noget umådeligt —
på én gang, i ett slag!
Rakel (rædd). Hvad skulde det være?
Bratt. Elias er så let at bortføre; han er så troende.
Rakel. Jaja. Men hvem har —
Bratt. En som har gjort strejken til noget småt for ham, til
bare fejltagelse, eller til noget ænnu værre. Så Elias forfærdedes
og fik det frygteligste samvittighedsnag. Elendigheden som han
så på, var ikke længer til at holde ut. Således må det være gåt
til.— Han vilde så gjøre det godt igjæn — godt igjæn ved noget
som vændte hele værdens øjne på vor nød. Noget nyt, uhørt!
Sådan må det være gåt til.
Rakel (mer og mer rædd). Men hvad — hvad?
Bratt. Vænt nu? De vilde misforstå ham, hvis jeg ikke først
får forklaret mig? Ti skyllen er ikke hans. — Han sa ikke ett ord
til mig! Skjønt vi hadde samme ansvar, samme skyll — ikke ett
ords bebrejdelse; han vilde gjøre godt igjæn ganske alene. Ved
uhørte offre. Han har nu git os hele sin formue!
Rakel. Har Elias? Hele sin formue!
Bratt. Noget han sa, satte mig på spor. Nu har jeg
overbevist mig. Det er så. Han har git os hvær krone han ejer.
Igår hadde han ænnu to tusen igjæn; dem har han git os idag
— på én gang.
Rakel o stor beundring). Han skal ikke savne!
Bratt. Det er ikke det! Men derved har han jo ledet os på
villspor. Han har sendt os disse daglige summer fra øst, fra vest,
fra nord og syd, så vi måtte tro på en stor tilslutning. Men
imorgen er den forbi. Fra imorgen bare til det allernødtørftige —
og om en stund heller ikke til det. Men den største elendighed!
Rakel. Stakkars Bratt!
Bratt. Ja, det kan De nok sige, for det er mig som har
skyllen! De må ikke lægge den på ham. Ingen må lægge den
på ham. Det er derfor jeg må forklare mig!
Rakel. Jeg skal høre.
Bratt. Nylig stod jeg på den højeste tinde av selvtro, den at
føle: Gud er med! Jeg kjænte mine kræfter i de andres tillid;
der er intet skjønnere. Så kom Elias — og før jeg visste det,
tok han jorden bort under mine føtter!
Rakel. Kjære ven!
Bratt. Men hvordan kan også et menneske der har oplevd
hvad jeg har oplevd, hvordan kan han tro én gang til? Og
just i kraft av sin villfarelse første gang tro ænnu stærkere: her
er det! Dette er ingen villfarelse! (Gjæmmer sit åsyn.)
Rakel. Min ven, min gode ven!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
