Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - OVER ÆVNE. Annet stykke - Anden handling - Sjette møte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
266 OVER ÆVNE
Bratt (ser skarpt på henne). Undertiden stod jeg foran et ansigt som
spurte: Kan du finne ret vej? Kan du føre andre på ret vej?
RAKEL (drar sig tilbake).
Bratt (efter henne) Si mig det nu: den tvil har De hat?
Rakel. Ja.
Bratt. Og derfor gik De fra mig?
Rakel. Ja.
Bratt (tæt hen tn henne, hun viger). Jeg hjælper ikke folk; jeg forleder
dem. Jeg fører ikke, jeg forfører. Jeg gjør altid det motsatte av
hvad jeg selv vil. Jeg kan ikke annet æn skyte over målet.
Skape røre — og så fortvilelse. Ikke sant? Det måtte ænde så
at Jeg ligger der med tusen over mig som forbanner mig.
Rakel (går tn ham). Om noget skulde hænde — De er mig så kjær,
De har været det fra første stund —
Bratt. Og De gik fra mig?
Rakel. De er et stort, ærligt menneske. Men De tar magten
fra mig.
Bratt. Der siger De det selv!
Rakel. Ja. De får mig med længer æn jeg selv kan se.
Bratt. Der er det!
Rakel. Det er i Deres natur. De kan ikke for det.
Bratt. Selv den allerstærkeste natur — om den var alet op
med sunde tanker fra barn av; om den ikke hadde lagt på
vi’otten ute i en annen værden, men lært at se og forklare sig
det virkelige liv — tror De den da hadde ført vill?
Rakel. Nej.
Bratt. Her kommer vi tumlende ut av en tusenårs tåke — og
skal til at frælse værden! Den er blet nokså broget, mens vi lå
i utlændigheden. Men dertil har vi ikke hjærne færdig.....
Da jeg sprang op bakkerne her, så sprang denne tanke opover
foran mig. — En overspænt fantasi eller overspænt vilje. Derfor er
her altid noget over ævne i os. Vi har set mennesker fare til
himmels i gullvogner, og engler i skyerne, og djævler i evig ild,
og hungrer efter mirakler — vi har ikke hjærne til at klare det
naturlige liv. Nej, nej! Det er synd på os, Rakel! Vi tar gale
øjemål, vi kaster os ut i det på træff. Samvittigheden er intet
sikkert styre for os; den har ikke hat hjæm på jorden og i
nu-tiden. Vi farer in i utopier og ut i det grænseløse ...
Rakel. Det grænseløse —?
Bratt. Nu skjønner De—?
Rakel. Elias —?
Bratt. Javisst! — Jeg har narret ham for langt. Og har ikke
skjønt at en natur som hans aldrig skulde ha været med heri
Rakel. Aldrig!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
