Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - LABOREMUS - Første handling - Første møte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LABOREMUS 363
De så stolte på mig, ja — jeg måtte holde mig på avstand. Men
jeg kunde dog sige dem: Jeg vil engang ha det som dere! Så fast
og sikkert som dere har det. — Og nu har jeg det! (Læner sig over ham.)
D u, min ven, du har ikke gåt rundt og spurt om mig hos andre.
Du kom like hjæmmefra din gård og spurte mig: „Vil du være
min hustru!* Så skal det være! Ingen eneste i hele den utstrakte
værden uten du og jeg hadde anelse om at dette kunde ske. Så
skal det være! Da er lykken fullkommen!
Wisby. Takk!
Lydia (fra ham). Kan nogen annen vite hvad som innerst inne fører
to mennesker sammen? Vet vi det selv? Vet vi helt ut hvorfor
vi er som vi er? Kan nogen av os huske som vi var for to år
siden? Når nogen kommer og fortæller mig hvad jeg dengang
gjorde eller sa, er det virkelig som jeg læste det i en bok. Jeg
er da ikke længer den jeg var for to år siden, æn sige for fem
eller ti? Det menneske jeg dengang var, kan virkelig være mig
mere fremmed æn du er mig nu.
Wisby. Du har absolut ret.
Lydia (giad). Du føler det, du også?
Wisby (nikker;.
Lydia. Men så kan virkelig ingen forlange at vi skal rette os
efter det idag. Vi er da mere æn fortsættelser. Det nye som
kommer til, forvandler os jo.
Wisby. Naturligvis!
Lydia. At vi fant hværandre, at vi nu er ett, det gir så
uændelig meget nyt. Men dette nye føjer sig til overalt. Så vi blir
andre, og må bære os anderledes ad.
Wisby. Kan nogen tvile om det?
Lydia. Nej! Men la os også ha mot til det! (Knæier hos ham.) — Fra
igåraftes bare du og jeg! Bare du og jeg! (varsomt.) La ikke noget
gammelt komme mellem.
Wisby (febrilsk). Aldrig! Jeg har lovet dig det! Aldrig, siger jeg dig!
Lydia. Ellers turde jeg ikke. De minner du har lagt bak dig
— du skal få vederlag!
Wisby. Jeg har alt fåt det! (Hun rejser Sig) — Som du gjør mig glad
ved hvært ord du siger. (Rejser sig også)
Lydia. Du er den fofdringsløseste og nobleste av mænn.
Derfor kan jeg sige til dig hvad jeg vil. Da jeg vågnet idag — du må
vite jeg sov i ett, likefra du forlot mig! —
Wisby. Ungdom! — Du har alt sagt mig det.
Lydia. Like til 9 sov jeg! — Jeg sprang op. Jeg hadde knapt
tid til at klæ mig for at komme ut i det lyse, dejlige vejret. Til
villakvarteret, parken, sjøerne! Det var for at sole mig, for at
komme i samtale!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
