Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - LABOREMUS - Anden handling - Annet møte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
376 LABOREMUS
Langfred. Onkel?! Nej, hvordan faller du på sådant?
Lydia. Ingen i værden kan være det for dig som jeg er — det
har du selv sagt mig. Si det igjæn! Si mig det!
Langfred. Ingen i værden!
Lydia. For ingen ælsker dig som jeg. Ingen kan ælske dig
som jeg. For ingen forstår din musik og dig selv som jeg. Du
har sagt det. Ikke sant, du har sagt det?
Langfred (kysser henne Hdenskabeijg). Er d e t svar nok—!
Lydia. Aldrig nok —! — Å, sådan som jeg nu slynger mig om
dig, vil jeg være inne i alt du tænker. Der vi arbejder, der har
vi også vor kjærlighed. Det har du sagt mig. Husker du? Du
sa det om sunde mennesker. Av samme instinkt som vi vælger
arbejde, vælger vi kone — det har du sagt til mig!
Langfred. Det har jeg kanske.
Lydia. Du har, du har! Intet har gjort mig så stolt.—Jeg
som var forælsket i din rondo, længe før jeg så dig! Er ikke
det et tegn? Og sat og spillte den, da du kom in? Første gang!
Uvæntet! Det må da bety noget? Være ordnet for os to? Hvad?
Langfred. Ingen har spillt min rondo som1 du dengang.
Lydia. Det også! Det kan da ikke bare være et tilfælde?
Langfred. Det vet jeg ikke. Men det vet jeg at siden kunde
vi to ikke være fra hværandre.
Lydia (ivrig). Også det! Også det! Og at så ronden vokste og
blev til opera?
Langfred. Nej, det var den alt.
Lydia. Så —?
Langfred. Husker du ikke —? Det var det første vi talte om.
Rondoen som opera — for at forløse den store naturlængsel i
eventyret?
Lydia. Jo kanske, (insmigrende) Det er operaen vi nu skal leve for.
Langfred (varmt). Naturligvis!
Lydia. Men så må ingen skille os.
Langfred (ser forundret på henne). Hvad mener du?
Lydia. Å, her er fare! Jeg vet det bestemt. D. v. s. jeg føler
det. Jeg føler altid sådant forut. — Langfred, la os rejse!
Langfred. Nu?
Lydia. Ænnu inat! Jeg vet ikke — men jeg føler at vi må!
Å, la os rejse, jeg ber dig!
Langfred. Så må jeg sige det til onkel.
Lydia. Nej, nej, nej! Det er jo ham!
Langfred. Som vil skille os?
Lydia. Han er her bare for det.
Langfred. Onkel?!
Lydia. Alt sådant har jeg på følelsen. Jeg er så sikker—!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
