Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - LABOREMUS - Anden handling - Annet møte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
380 LABOREMUS
Lydia. Å —!
Langfred (fortroligere). Og gjort gale streker —? Ikke sant? Av
kjedsomhed? Ikke sant?
Lydia døser sig raskt). Vet du noget? Har du hørt —?
Langfred. Ikke det bitterste! Nej, jeg skjønner det.
Lydia. Du skjønner det!
Langfred. En kan ikke spille som du uten at ha hat ...
Lydia. ... stærke længsler, Langfred!
Langfred (som før). ... Mere æn længsler! Ikke sant? Dengang
jeg først hørte dig, tænkte jeg —, ja, vet du hvad jeg tænkte?
LYDIA (svarer Ikke).
Langfred. „Hun der har dukket dypt! De energiske grepene
ned i det hemmeligste, de har hun ikke for intet. Hun der har
været i suget selv, hun. På vej at gå til bunds. Hjærteskrik!“
Lydia. Å —!
Langfred. Men hun har kravlet sig op igjæn. For en kraft!
Lydia. Den fik jeg, da jeg så dig!
Langfred. Nej — du så mig ikke.
Lydia. Jeg så dig, straks du trådte in! Tror du jeg kan ta fejl
av sådant?
Langfred. Du så mig ikke! Det står fast! Du så slet ikke op.
Jeg stod og væntet på det.
Lydia. Så kjænte jeg at du var der! Når jeg spiller,
fornemmer jeg alt.
Langfred. Det kan være.
Lydia. Å, Langfred! Det blev dog som jeg hadde drømt! Jeg
sat og spillte, og så kom du! Kom og tok mig og bar mrg bort.
Til et overskygget sted. (Lægger sig in tu ham.) Nu skjønner jeg hvorfor
det ikke kunde hændt før. Du er jo yngre æn mig. — Det gir
mig ofte slik angst, det også.
Langfred. Av os to er du den yngste, den stærkeste, den
villeste!
LYDIA (kaster sig om hans hals med et let skrik).
Langfred. Er det ikke sant, kanske?
Lydia (hvisker). Det utretter kjærligheden, Langfred!
Langfred. Så den gjør det?
Lydia. En blir større på den! Det er ikke annet vi vil, når vi
ælsker, æn selv at bli større.
Langfred. Som du er vis idag!
Lydia. Du kunde da ingen annen ælske æn en som gav dig
musik? Mere musik?
Langfred. Nej.
Lydia. Ser du? Hun må være musik, den du ælsker.
Langfred. Det må hun. Men det kan hun være uten at spille.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
