Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - LABOREMUS - Tredje handling - Annet møte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
392 LABOREMUS
Langfred. Himlen i havspejlet. En drøm. En drøm frælser
ingen.
Lydia. Jo, hvis den møtes av en like stor! Så stor en
kjærlighed at den kan ta den sværeste synder op! Ta henne i sine
armer og hviske: jeg skal to dig ren! Mine øjne skal gjøre det,
de alene; sa fulle av godt er de for dig. Alt du har skåret dig
på til idag, skal smælte. Intet, intet skal kunne stå sig imot mine
hænder, når de strækker sig ut for dig. Jeg skal bære dig op blant
englene. Så ælsker jeg at jeg kan det. Ja, hvis det forlanges;
hvis vi ikke kan komme frem uten det — jeg skal dø
forsoningsdøden med dig, med dig i mine armer, da slipper de os frem.
Langfred. Det der har også jeg læst om.
Lydia. Det er den store kjærlighed! Den var det jeg vilde du
skulde digte. Den var det vi møttes i. (Fortvilet.) — Hvorfor så ikke
holde fast, Langfred.
. Langfred. Fordi det eventyr har sprunget itu for mig. I hundre
tusen stykker!
Lydia. Hvorledes?
Langfred. Denne blanke havflate, denne blinde naturkraft,
un-dinen som vil til himmels — når en for alvor skal til med det,
så går det ikke! For da rejser alt sig imot som et menneske
har nådd, som det føler og vet idag.
Lydia (smærtelig). Du kan ikke —?
Langfred. Ingen kan! Avstanden er for kolossal. Ikke én
forvandling, nej hundre tusen i millioner av år må til før en slik når
himlen! Ingen buestrøk kan utrette det! Det vil ikke længer in
i en moderne fantasi.
Lydia (overgit). Så har du sluppet undinen —?
Langfred. Dette var ikke undinen! Nej, hun som hjærteløst
dræper for at nå frem — det er undinen. Det gir avstanden.
Lydia (som før). Så du vil ikke! Så du vil ikke!
Langfred. Tænk dig livet! Al digtning er da bare en
forlæn-gelse eller en forkortning av livet. Vi kjænner intet annet.
Lydia (oprørt). Som om livet ikke har tusener som gjør værre ting
for at nå op! Langfred! Langfred!
Langfred. Men de kommer ikke op!
Lydia. Det våger du at sige mig?!
Langfred. Ikke til himlen! Ikke til det som himlen er billede
på for os! — Tænk dig om!
Lydia. Men hint hysteriske skeiet som strækker sine knokler
ut efter det levende liv — hører hun himlen til? Hun som gisper
sin giftånde in i tilværelsen? Og’vil ikke slippe!
Tæringslysten-heden? Skal hun til himmels? — Skal livskraften, skal naturmagten
fordrives av henne! Jeg hader henne. Ved Gud, jeg kunde hade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
