Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - DAGLANNET - Fjærde handling - Fjærde møte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
510 DAGLANNET
Ragna (ser På ham, siger:) Det er ikke det du tænker.......Da jeg
stod deroppe midt i fjællet, det begynte at bli vanskeligt for mig,
jeg gled.....jeg skjønte jeg hadde tat for meget på mig.....
jeg trodde det måtte gå galt —
Dag. — Der skal gå så lang øvelse foran, kjære! —
Ragna. — da — da sænket sig noget over mig, noget
loddent, grått.
Dag. Du var kommet op i regntåken, barn!
Ragna. Den hang sig på mig. Den var tung. Den vilde
nedover med mig.
Dag (for sig). Å — hå!
Ragna. Jeg måtte passe mig. Jeg holdt på ikke at sanse.
DAG. NætOp. (Han tørrer sin panne.)
Ragna. Akkurat som den begynte en lang, ond kamp med mig.
Jeg vilde holde fast, og den vilde ha mig løs. Åh —!
Dag (bønlig). Ikke mere!
Ragna. Jo — for da var det jeg tænkte på dig.
Dag (frygtsomt). På mig, Ragna?
Ragna.o Slipper jeg nu, så blir det far som blir mest ulykkelig.
Dag. Å, min Gud!
Ragna. Tydelig, klart tænkte jeg: far blir mest ulykkelig.....
Sa hadde jeg kraft igjæn. Og gik på.
Dag. Takk! — Men ikke mere!
Ragna. Jo, det vigtigste. Jeg kom dit det blir så flatt.
Dag. Flatt? Å, glatt mener du. Der det store flaket har
gåt av?
Ragna. Ja.
Dag. Der er ikke tak at få for hånden. Du har bare en smal
kant at gå efter.
Ragna. Ja. Der er det vanskeligt!
Dag. Du må gå på siden og bare stø med hånden.
Ragna. Ja. — Og derfra var så langt, langt ned! Jeg syntes
jeg hørte dem dernede fra. Da var det atter .____
Dag (rædd)......som sansen vilde gå fra dig —?
Ragna. Fjællet gled unda. Jeg hadde ikke længer noget at stø
mig til. Jeg gik i luften.....
Dag. Å, du, min Gud!
Ragna. Men jeg gik. For der kom nogen imot som ikke vilde.
Og det hjalp. Det stødde. Jeg måtte ikke slippe frem. Men jeg
trængte frem. Et steg til. Så måtte jeg ikke videre. Men jeg gik
videre. Ænnu ett steg til; den som var imot, måtte gi mig det!
Så ett til. Og atter ett. Det nyttet ikke at nægte mig det; jeg
vilde op. Sådån hele vejen, far, til jeg var forbi flaket. — Så bar
det bent opover igjæn. Men der stod han mot mig, der også i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
