Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - NÅR DEN NY VIN BLOMSTRER - - Tredje handling - Første møte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
570 NÅR DEN NY VIN BLOMSTRER
Alberta. Takk, mor!
Fru Arvik. Men hvordan går det til, barn, at to mennesker
som har hat sådant sammen, som skyller hværandre det største
i livet, at de kan komme fra hværandre?
Alberta. Det er for stærkt sagt, mor.
Helene. Fra hværandre —? Dere to —?
Fru Arvik (springer op). Det er hvad jeg har lært inat! Jeg har
ikke før forståt det. — Men han har forståt det. Og han har
lidt ved det.
Alberta. Herregud, om dere nu og da har litt at strides om —
Helene. Igår sa du —
Fru Arvik. Igår! Igår! Hvad sa jeg ikke altsammen igår?
Da jeg ænnu intet forstod. — Inat har jeg hørt fra hans hodepute
hvordan jeg har forlatt ham! Forlatt ham for dere, barn; for
huset; for de elendige forretningers skyll. Disse drev jeg skarpere
og skarpere — det er virkelig rus i slikt! —; jeg inøvde også
Mama i dem, fordi hun hadde store anlæg. — Å, barn, jeg har
forlatt ham — og det har han ikke hat godt av. Forlatt ham
som et gammelt hus vi flytter fra og stænger av, når vi har fåt
et nyt. Jeg glæmte det vi der hadde levd og lekt sammen. —
Men han sat igjæn med det. Han kunde ikke glæmme; for han
er en poetisk natur.
Alberta. Sa han da ikke noget?
Fru Arvik. Jo. Men jeg forstod det ikke.
Helene. Du forstod det ikke—?!
Fru Arvik. Nej. For han talte ikke likefrem. Han klaget ikke,
han forlangte ikke. Han var for nænsom til slikt. Men han
spøkte med det. Han fant på så mange løjer og hentydninger,
som jeg burde ha agtet på. Men dere vet hvordan jeg er. For
mig er det bare én ting ad gangen, den jeg nætop holder på
med og vil ha frem.
Alberta (smilende). Ja!
Fru Arvik. Han har sagt op igjæn og op igjæn mange ting
som jeg ikke ænste — ja, han sa dem op igjæn igår også. Men
jeg har likesom ikke hørt dem før inat! Jeg trodde han spøkte;
eller i alle fall ikke mente noget større med det.
Helene. Han er jo sådan.
Fru Arvik. Han er blet sådan! Det ser jeg nu. Han har følt
sig alene og forlatt. Så gjæmte han sig væk i sin spøk. Og stak
hodet frem i underlige invændinger. Vi vænnet os til dem; vi
næsten ikke hørte dem. På den måten prøvde han forgjæves at
slå bro over til os. For han var jo kommet over på den
andre siden.
Alberta. På andre —?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
