Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Menneskestemmer. Jeg troede ikke rigtigt paa
Døden. Den syntes unødvendig og derfor urimelig.
Jeg følte ikke engang Glæde og rolig Stolthed,
fordi jeg skulde dø for Revolutionen. Det var
en Tilstand af sælsom Ligegyldighed. Jeg brød
mig ikke om at leve, men brød mig heller ikke
om at dø. Spørgsmaalet om, hvorledes jeg havde
levet mit Liv, foruroligede mig ikke, ej heller Tvivl
om, hvad der ventede mig dér — bag den mørke
Grænse. Men nu husker jeg, hvad jeg tænkte
paa: skærer Rebet i Halsen, og gør det ondt at
slippe Aandedrættet? Og tidt om Aftenen, naar
Kontrollen var gaaet, og Trommerne tav i Fæst-
ningsgaarden, stirrede jeg vedholdende ind i den
gule Flamme i min Lampe. Den var den eneste
Genstand, der foruden Rrødkrummerne befandt
sig paa Rordet i min Celle. Jeg spurgte mig selv:
Er der ikke paa Runden af dit Hjerte nogen Frygt
for Døden? Og jeg svarede: Nej . . . Alt var
mig ligegyldigt . . .
Saa undveg jeg sidenhen. De første Dage paa
fri Fod sad stadig den samme døde Ligegyldighed
i mit Hjerte. Avtomatisk beteede jeg mig saadan, at
jeg ikke blev grebet igen. Men hvorfor jeg gjorde
det, og hvorfor jeg undveg, véd jeg ikke. Inde
i Fængslet syntes Verden mig til Tider skøn, og
jeg længtes efter den friske Luft og den hede
Sol. Men da jeg havde faaet min Frihed, be-
gyndte Kedsomheden at plage mig paanv. Men
saa hændte det en Gang ved Aftentid, at jeg var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
