Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N:r 1. Januari 1942 - Hakon Stangerup: Digtere og — Forfattere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HAKON STÅN GE RUP
nal, og den er kun i ringe Grad oplevet
indefra. Men den lader sig læse som et ganske
lærerigt Forsøg paa at eftergøre de
haard-kogte amerikanske Romaner.
Allen spiller med samtlige Genrens Trumfer,
men han tager ikke Stikkene hjem, for hans
Kort er mærkede af andre før han har faaet
dem i Haanden. Lidt Hemingway, meget Don
Tracy og to Teskefulde O’Hara — med den
Recept opererer denne danske Debutant. Det
eneste, han selv lægger til, er et svagt
Forsøg paa at fastholde sine Hovedpersoner som
Danskere. Han er Danser, hun er Danserinde,
de stammer fra København, har mødt
hinanden i Paris, og prøver nu paa aldeles uden
Sukces at underlægge sig Amerika. Nogle
knappe, beske Skildringer af Artistliv i
Staterne lyser op i Bogen. Imidlertid: baade
Profession og Nationalitet glider af Personerne,
de ophører med at være sig selv for at indgaa
i Nummer med den haardkogte Romans øvrige
nerveblottede og hæmningsløse Typer. Tilsidst
tørner deres Krav om lidt karrig Lykke
sammen med Samfundets Uvillighed til at
bønhøre dem økonomisk. Det er den kendte
Konflikt, som ogsaa de prøver paa at hugge over
ved en Forbrydelse. Forbrydelsen lykkes, men
Angeren og Angsten ødelægger Frugterne af
den. Forfatteren fører sin Handling til en
bittert-anklagende Slutning. Saa raat og kynisk
er det moderne Samfund, siger han, man
opponerer mod det, for Trangen til at slaa sig
igennem bor i os alle, men hvad nytter det:
en saadan Form for Frigørelse bringer ingen
Lykke. Det hele er ad H. til. Livet er en sort
Dal, Kærligheden tænder sit blafrende Lys
i nogle faa og fattige Minutter, saa er alting
mørkt igen.
Johannes Allen kan det hele. Han er
Specialist i sin Genre, men en Genre er ikke bare
en Ramme, som man skal udfylde, det er en
Dragt man kan iføre sig for derefter at bevæge
sig frit og paa sin egen Maade. Om Johannes
Allens Muligheder for en Gang at naa frem til
en oprejst og fritomvandrende Holdning som
Kunstner, fortæller hans Debutroman intet.
Han er stadig, hvad han var, før han skrev
den: en smart Journalist, i Stand til at løse
en bunden Opgave med Præcision.
Karen Aabye er som Johannes Allen en
dygtig Journalist. Hendes Forfatterskab
bygger ligesom hans paa en tiltalende Lyst til at
forsøge noget nyt, gaa uden om de allermest
betraadte Veje, dem, der fører fra den nyere
danske Litteraturs kendte firlængede Gaard til
den nyeste danske Bogavls endnu mere kendte
Lejekaserne paa Nørrebro. Der er Vilje i
Karen Aabye, mere end der er egentlig
Oprindelighed. Hun skriver ikke, fordi hun maa,
men fordi hun vil — og i heldige Tilfælde
kan. Aaret forud kunde hun. I ’-n Roman
om den selverhvervende Kvinde, »En Kvinde
har alt«, havde hun paa en helt
selvfølgelig Maade smeltet det professionelle og det
evigt kvindelige sammen til et Staasted, der
hævede denne lille Bog til Anskuelighed, ja,
ligefrem helt op i de første lette poetiske
Skyer fra de Himmelstrøg, hvor de rigtige
Digtere bor.
I den nye Roman, »Vi skal ikke have Penge
tilbage«, er der længere mellem Karen Aabye
og de rigtige Digtere. Romanen er en dygtig
Skribentpræstation, klart komponeret,
behagelig fri for Dilettanteri i det tekniske. Men der
er noget udvendigt over dens Psykologi og
som Følge deraf en temmelig stor
Ligegyldighed omkring den i det hele taget. Karen Aabye
fører os ind i et internationalt Eksprestog,
som raser frem gennem Natten. Efterhaanden
kommer vi i Kontakt med ti forskellige
Mennesker, gennem smaa behændigt belyste
Episoder afslører de deres hele Indretning. Vi
kender dem snart ganske godt, naar
Forfatterinden lægger et nyt Træk ind i Billedet,
nikker vi genkendende: selvfølgelig er han
eller hun ogsaa saadan. Og det er fatalt. Karen
34
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
