Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N:r 1. Januari 1942 - Hakon Stangerup: Digtere og — Forfattere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HAKON STANGERUP
Marié Bregendahl Førstedelen af et stort nyt
Romanværk. Denne Førstedel er nu udsendt
postumt som Romanen »Birgitte Borg« — og
vil glæde alle Marie Bregendahls Læsere, glæde
dem, fordi den helt og fuldt er hendes Værk,
præget af den Tone, der er hendes ganske
alene.
Det er denne Tone, der holder Læseren
fangen fra det første Blad til det sidste,
spinder den ellers noget jævne og meget naivt
komponerede Beretning ind i sin særlige
Fortryllelse. Der er Sind ogsaa i denne sidste
Bog fra Marie Bregendahls Haand, et varmt,
rigt Sind, som omfatter Mennesker med
Sympati og Hjemstavnen med Kærlighed. »Birgitte
Borg« er en Hjemstavnsroman af den
universelle Type, dens Personer er solidt
forankret og med mange folkloristiske Detailler
knyttet til Hjemegnens Jord, men de bliver
aldrig Museumsgenstande, Folkelivsfigurer i et
Panoptikon. Indenfor deres sociale Ramme
bevæger de sig med en oprindelig
Menneskeligheds Selvfølgelighed.
Birgitte Borg kommer til Verden ovre
vest-paa i Jylland i Skæbneaaret 1864, mens
Kanonerne dundrer ved Vejle, og Resterne af den
danske Hær trækker sig op gennem Jylland.
Hun er ventet med Længsel af sine lykkelige
Forældre — men deres Lykke er en skrøbelig
Flamme mod den sorte Baggrund. Al Ting
ønskes lyst, for den lille Pige, men ved hendes
første Indtræden i denne Verden af
Tilfældigheder og Usikkerhed taler Krigen sit dystre
Baggrundssprog: vi Mennesker vil det saa
godt, men vi er ikke Herrer over vor egen
Skæbne. Birgitte Borg skal ikke vokse som en
frodig Plante mod en Himmel af mildt
Solskin og sval Regn. I hendes Liv vil Stormen
komme til at rase.
Hvor langt Fru Bregendahl vilde have ført
sin Heltinde ud paa Tilværelsens usikre Hav,
kan ingen bestemme nu, da hendes Roman er
forblevet ufuldført. Men allerede i det korte
Spand af Tid, den færdigbragte Førstedel
spænder over, trækker Skyerne sammen over
Birgitte. Hendes Barndom er en lykkelig Idyl,
hendes første Ungdom truet af Moderens Død
og hendes Kærligheds Forlis i en af disse
haab-løse Konflikter, som jævne Mennesker skruer
sig ind i, hellere end at de vil risikere at virke
ublufærdige.
Romanen foregaar i Treserne og
Halvfjerdserne og rummer baade levende og festlige
Folkelivsbilleder, slidsomme Arbejdsdage
omgivet af Frodighedens tunge Fylde, et herligt
Daabsgilde, skildret med Humør og Kraft, et
Ungdomsbal, som er medgivet en Atmosfære
af unge Haab og Skuffelser, blanke Øjne og
beklemte Hjerter.
Man læser sig tryg og glad i Marie
Bregendahls sidste Roman. Det er saa hjerteligt alt
sammen, saa frodigt og saa nærværende. Som
en mild og myndig Moder leder Fruen sine
Læsere ud i denne jydske Verden. Hendes
Autoritet giver den Rejsning, hendes
Kærlighed skænker den Liv.
Om Kærlighed handler for saa vidt ogsaa
J. Anker Larsens nye Roman »Olsens
Daar-skab«, men det er rigtignok en Kærlighed af
en ganske speciel Art — ikke saadan at dirke
op. Nøglen til den og til Forstaaelsen og
dermed Udbyttet af Anker Larsens nye Bog i det
hele taget findes i et Replikskifte, der afslutter
den. En Overlæge og en Provst taler sammen
og siger følgende:
»Du glemmer,« sagde Overlægen, »at der er
Mennesker, som ingen religiøs Følelse har.«
»Det er sändt,« indrømmede Provsten, »jeg
glemte, at der gives Invalider.«
Klarere kan Forfatteren ikke advare
irreligiøse Læsere mod at læse sin Bog. For
saadanne Mennesker indeholder den kun
Gali-mathias, efter som den er een eneste lang,
spekulativ-religiøs Debat, dens Personer uden
Undtagelse religionsfilosofiske Prædikanter, og
dens Formaal at forkynde et Evangelium om
36
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
