Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N:r 5. Maj 1942 - Ronald Fangen: Andet brev om norsk litteraturs historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
RONALD FANGEN
Det nittende århundrede gik ind i
romantikkens og ut i naturalismens tegn. En stor
digtning markerer veien i nesten alle
europeiske land; for Norges vedkommende er dette
århundredes digteriske blomstring et mirakel,
— har et så folkefattigt land under så
vanskelige politiske og økonomiske forhold oplevet
en slik kulturblomstring siden Hellas’
storhetstid? Det var jo ikke bare digtningen som
pludselig brøt ut i blomst, det var også
musikken og maleriet og enkelte grener av
vitenskapen; uten at eie noe virkelig kulturmilliø
skapte det lille, fattige land en kultur som var
rotfast i norsk jord og som fik europeisk
betydning. I løpet av århundredet blev også
et omfattende norsk næringsliv grundlagt og
utviklet; den moderne norske handelsflåte
f. eks. hadde været utenkelig uten det
banebrytende arbeide av skibsfartens pionerer i det
forrige århundrede.
Imidlertid er det et stort spørsmål om veien
fra romantikken til naturalismen betegner vekst
eller fald. Det er lett at latterliggjøre
romantikkens svulstighet og utsvevelser; det er på
den anden side lett at påvise naturalismens
store fortjenester, dens virkelighetserobringer
og nøkterne sandhetspatos. Allikevel —: er
ikke hele naturalismen en avfeldelse av
romantikken, et lem i strid med legemet, et synspunkt
og en arbeidsmetode ophøiet til totalprogram
og livsanskuelse? Det er i hvert fald sikkert:
det forrige århundrede som startet i
romantikkens tegn hadde i de første årtier en megtig
overskuddsfølelse, en likefrem henrevet
bevissthet om ubegrensede muligheter, en
ubetvingelig trang til helhetserkjendelse, til at opdage
sammenhengen mellem alle åndslivets ytringer.
Det er en morgenfrisk tid, fuld av kraft og
vågsomhet, tro og begeistring. Ingen tid har
set større på åndslivets betydning og opgaver,
ingen har i sikker fortrøstning til
menneskeåndens erkjendende og skapende kraft sat sig
så omspendende og himmelstrebende mål. —
Århundredet mundet altså ut i naturalismen
og vort eget sekel gik ind i dens tegn. Det var
en trett tid, skeptisk, fuld av «spleen»; troen
på og viljen til helhet var avløst av en
specialisering som opløste vitenskapen i skarpt adskilte
fag og faktisk også gjorde digtningen til et
fag med en lang rekke specialopgaver, alt
sammen analytisk og deskreptivt bestemt.
Den underlige nordmand og fuldblods
romantiker Henrich Steffens, født i Trondhjem som
søn av en slesvisk far og en dansk mor,
opvokset i Danmark og efter en ny kort
Norgestid utvandret til Tyskland hvor han blev ven
av Schlegel, Tieck og omgikkes Goethe og
Schiller, — han blev den vigtigste formidler
mellem det romantiske Tyskland og det nye
århundredes norske og danske digtere og
filosofer. Fredrik Paasche indleder sit bind om
norsk litteratur fra 1814 til 1850 med en
skildring av denne merkelige, fremmedartede
skikkelse, ikke langt fra et geni, altid i spendt
virksomhet og altid båret av begeistring. Ingen
tid har hatt en løfterikere begyndelse, skrev
Steffens om romantikkens dagning. «Jeg finder
ikke ord for den salighet som fyldte mig. Hver
dag gav mig ny, forunderlig lykkefølelse; den
ubetydeligste samtale tok uvilkårlig en
alvorligere, betydningsfuldere vending; alt steg som
på vinger til det Høieste; det var den levende
Guds ånde som gjennembevet mig.» Det er en
røst fra det nittende århundredes begyndelse.
Hør som en motsetning en røst fra dets slutt.
Det er ingen ringere end den nettop avdøde
danske professor i europeisk litteraturhistorie
Väld. Vedel, en av Danmarks lærdeste og
nobleste mend. «Det er ingen trivsel og grøde
i tidens ideelle åndsliv», uttalte han i et
foredrag omkring århundreskiftet. «Man se på
kunst og digting! Her arbeides respektabelt,
endog beundringsværdigt, og der præsteres alt
hvad flid og forstand kan udrette... Men!
hvad bliver det til? ... Der er ingen rigtig
livsmagt, ingen livskilder i vor litteratur og
356
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
