Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N:r 9. November 1942 - Ronald Fangen: Siste brev om norsk litteraturs historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
RONALD
FANGEN
ikke bare grep ham, men hvori han følte sig
medskyldig; han måtte digte sig fri. — Enda
en solid virkelighetsforankring hadde han i
familielivet. Han hadde jo selv erklært at «deri
er jeg av sneglearten — at huset bærer jeg
med på farten», — og det gjorde han til sin
død. Det var månge som hånte ham for hans
åpne familieliv og hans nokså ugenerte
utnyttelse av dets mangehånde motiver; det
skulde være så «usømmelig». Nå ja, kanske
det, — men dette selvsamme familielivet hentet
ham da ned fra hans «nye tros» luftfortynnelse
og lot ham slutte sin skuespildigtning med et
så vidunderlig levende, sunnt og muntert stykke
som «Når den nye vin blomstrer». Hans siste
ord blev lyrikk: kantaten til Norges veis
hundre-årsjubilæum, en herlig morgenfrisk hyldest til
jorden og alt næringsnyttig arbeide i Norge.
Så sluttet eventyret. Når noen skulde være
prøveklut for naturalismens forflatelse var det
godt det blev ham; som personlighet kunde
han gå uskadd ut av det, — og man kunde
fristes til å si at i hans digtnings fysiognomi
blev det mislykkede bare skjønhetspletter.
Så endda noen ord: om Jonas Lie. Jeg skal
komme tilbake til ham senere i en anmeldelse
av et dansk verk om ham som nylig er utgitt:
Frederik Ingerslev: «Jonas Lie» (Gyldendal,
Kjøbenhavn). Lies konjunkturer er i stigende,
— og det vil de altid være i tider som påkaller
en menneskelig totalholdning. I ekstreme
perioder vil han bli overset eller set ned på. Han
var nemlig i ett og alt midtpunktsøkende. Han
var uforstyrret av alle retninger, al kamp, al
høirøstethet, en representant for «hjertets sak
på jorden». Han skrev til Kielland:
«Partiforholdene har endnu aldrig kunnet bestemme
hverken mine Venskaber eller Sympathier —
de pålægge en tvang jeg ikke tåler ...
Virkeligheden har desuden for mig personlig stillet sig
så tung, at jeg har havt en dyb Trang til
For-soningssiden — ja jeg havde ikke kunnet leve
uden den.» Han er opmerksom på at «Venstres
Literater systematisk gjennem År har sat mig
ned, fordi jeg holdt mig til Digtningens
positive Side og ikke gik ind i Parti» — men det
kunde ikke forandre hans «positive» holdning.
Og hvad det var som dikterte denne hans
holdning sier han åpent i et brev til Bjørnson
i 1881: «Det høieste der er hændt av Aand,
Livets største drama, var Jesu Historie. Han
var, saa misbrugt hans Navn er blevet, Jordens
frieste Månd, og — Tilværelsens Sammenhæng.
Og den Dag for ti Aar siden, jeg fik Øje for
det, var mit Livs lykkeligste. Fra den Dag
fandt jeg Sammenhæng, hvor der før var
Kaos.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
