Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N:r 10. December 1942 - Alf Henriques: Danske digte efter 1940
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ALF HENRIQUES
PAUL la COUR
jernkolde lygter
til glasset klirrer.
Men gennem rummet:
tavst — tomt — og ensomt —
nedstyrter jorden
udslukt og stum.
Imod den piber
det tomme rum.
Og et par replikker af Struensee-komedien
»Paladsrevolution« (1923), deriblandt grev
Brandts slutningsord:
Ved evighedens avgrund er min bolig
mit vindu vender ud til intetheden.
Verdenskonkyljen holdt jeg for mit øre:
den tomme susen kan jeg stedse høre.
Sven Clausens reflektionspoesi røber ikke
meget mere af forfatterens personlighed end
replikkerne i hans skuespil; men en
menneskerøst naar til os.
790
Paul la Cour har et godt navn i Danmark;
hans ikke faa digtsamlinger fra de to sidste
tiaar, til hvilke nu slutter sig »De hundrede
Somre«, ejer store indre reserver; det er bøger
man tager frem atter og atter, — reverenter
talt ogsaa fordi det er saa pokkers svært at
forstaa de digte. La Cour er af den franske
skole, har tilbragt aar i Paris og er vokset op
med en lyrik, hvor intet maa være banalt;
men desuden er det naturligt for hans sind
at undgaa alt det letkøbte, at søge til bunds
i ordene og i følelsen. »Min Anspændthed har
fyldt mig / Forunderligt med Ve«, hedder det
i et af disse digte. Netop, anspændthed; der
er i bedste forstand noget villet ved Paul
la Cours lyrik, men absolut intet tilgjort.
Læsningen af disse digte vanskeliggøres yderligt
ved deres forborgent intime karakter; vi
præsenteres for stemninger og tanker og faar
antydninger — og netop kun antydninger —
af de situationer, de er betinget af; og det
gjorde ikke noget, at man intet fik at se, blot
man ikke alligevel kunde skimte.
Saa kan man naturligvis lade være med at
læse de digte; men det er netop hvad man
ikke kan. Det er som med Sophus Claussens
lyriske produktion, ligeledes udgaaet af franske
traditioner, — men i øvrigt ved sin drilske
skarphed vidt forskellig fra la Cours tunge og
smilløse digte: man vender tilbage til deres
dyrekøbte intensitet.
Minderne, de bitre minder har altid været
la Cours bedste stof; hans centrale vers er
rugende monologer eller et vemodigt »mindes
du«, rettet til en som ikke længer er til stede;
saaledes i denne samling en ædelt følt erotisk
digtcyklus, og fremfor alt et digt om den figur,
hvorom det værdifuldeste i la Cours digtning
handler, en månd, han har elsket, men hvis
minde dog synes at pine ham: hans far. Et
par strofer herfra:
Nu i min Alder var det Fader ramtes
og blev en gammel Månd, som gik mod Døden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
