Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mars. N:r 3 - Bokrecensioner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BOKRECENSIONER
skriva Kaj Munk det i dikten, som man
verkligen känner igen som en del av honom själv.«
Geo. Hammar har sandelig ikke været försigtig,
og han indrømmer jo selv, at han konstruerer.
Men hvorledes vil han konstatere, om en replik
er »en del av Kaj Munk själv« eller ej? Han
henviser undertiden til prædikener og artikler,
men føler sig ikke forpligtet dertil. Resultatet
er fuldkommen vilkårlighed: Grundtvig i
»Ege-lykke« er »blott Kaj Munk i historisk dräkt«;
men Fader Lorents i »Niels Ebbesen« »får
naturligtvis ej identifieras med Kaj Munk«.
Hvorfor ikke, når Grundtvig gerne må?
Det er navnlig to ting, Geo. Hammar med
denne »metode« vil bevise: 1. at Kaj Munk var
en tvivler, og 2. at han nærede »en hednisk,
romantisk makt- och livsdyrkan«. Til den
først-nævnte påstand henter han stof fra
erind-ringerne og dramaerne samt fra visse
prædikener og ungdomsartikler. Fra den centrale
artikel »Om Miraklet« i essaysamlingen
»Himmel og Jord« nævner han kun en bemærkning
om kirkens stilling til underberetningerne, men
förbigår i tavshed fx. følgende klare udtalelse:
»Enkesønnen rejste sig, Lazarus steg op af
Graven. Naar Troen griber fast om Guds
Haand, er der ingen Grænser for, hvad der
kan ske.«
Geo. Hammar vil imidlertid i dramaerne
»Kærlighed« og »I Brændingen« se
afspejl-inger af Kaj Munks såkaldte »troskris«. For
den, der kender lidt til 20’ernes og 30’ernes
religiøse debat i Danmark, som navnlig
karakteriserades af Georg Brandes’s fanatiske angreb
på kristendommen (han benægtede, at Jesus
havde eksisteret) og afskedigelsen af en præst,
der erklærede sig som tilhænger af en
dogme-fri kristendom, forekommer denne fortolkning
besynderlig. De to skuespil giver derimod i
sikre og skarpt sete træk hovedlinierne i denne
debat, som Kaj Munk naturligvis har fulgt med
liv og sjæl. Han har med dem, ligesom med
»Ordet« og »De Udvalgte«, villet føre det
religiøse problem ind på scenen, hvilket af
ikke-kristne føltes (og udtryktes), som om han
»gjorde teatret til sin prædikestok. Hvis dette
havde været i bogstavelig forstand sändt, havde
han ikke været den dramatiker, han var. I sine
prædikener forkynder han, i sine dramaer
sæt-ter han problemer under debat. Også »Ordet«
handier om troens problem, og det er helt
mis-visende, når det siges at være Kaj Munks hen-
sigt at »suggerera« sit publikum til at tro på
det mirakel, der sker på scenen (en anden sag
er, at det er tendensen i Rune Lindströms film).
Og den debat, Kaj Munk med »Ordet« satte
i gang, har i en vis forstand gjort epoke i dansk
åndsliv. Efter at Georg Brandes’s antikristne
humanisme i 60 år havde domineret, blev
kristendommen ätter indsat som en faktor, man
var nødt til at respektere.
Også når det gælder den påståede
hedensk-romantiske magt- og livsdyrkelse, er det
nød-vendigt at se Kaj Munk på baggrund af dansk
åndsliv for at förstå ham ret. Kaj Munk har
ikke lagt skjul på sin stærke beundring over
for Mussolini og Hitler, så længe de — som
det hedder om Hitler i et følgeblad til »Niels
Ebbesen« — »med Ordet alene stred sig frem
imod Stormen«. En ganske tilsvarende
beundring nærede han over for Georg Brandes. Men
han var ingen tilhænger af Brandes; altså har
man heller ikke ret til af hans beundring for
Hitler og Mussolini at slutte, at han skulde
være fascist eller nazist. Beundringen gjaldt
den viljestærke personlighed. Og denne
beundring er han ikke ene om; den er som bekendt
et karakteristisk træk i dansk og norsk
litteratur. Kaj Munk er blot ejendommelig derved, at
han — i modsætning til Oehlenschläger, Ibsen
eller Henrik Pontoppidan — oftere skildrer det
hensynsløst viljestærke end det tvivlende svage
menneske, oftere Richard III end Hamlet.
Men Hamletskikkelser savnes heller ikke:
Pilatus, Præsident Allan, Kong David, Professor
Mensch; og over for disse personer sporer man
ingen beundring, men tydelig menneskelig
sympati. Og en ting til: han läder den viljestærke
personlighed lide nederlag i døden. Men dette
nederlag føles ikke — som i de klassiske
tragedier — som en moralsk sejr. Det er — som
bisp Nikolas’s død i »Kongsemnerne« — et
udtryk for menneskets afmagt over for den
historiske virkelighed, opfattet som udtryk for
Guds vilje.
Kaj Munks dramaer adskiller sig derför fra
tidligere tiders heroiske tragedier derved, at
hovedmotivet vel er den viljestærke
personlighed, men tendensen er kristen. Når man ikke
skelner mellem disse to begreber, kan man
— som Gunnar Ollén — komme til den
be-synderlige konklusion, at tendensen i Kaj
Munks digtning ikke skulde være kristen. Man
har da simpelthen forvekslet tendens og motiv.
264
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
