Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September. N:r 7 - Carl Johan Elmquist: Brev fra Danmark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BREV FRA DANMARK
skinner paa hans forgrædte Øjne, føler han sin
Smerte saa akut, at han i Desperation gaar
hen og hænger sig i Snören paa Skolens W. C.
Denne Novelle har altsaa en virkelig
Afslutning, men det er et Spørgsmaal, om Espens
Tragedie ikke vilde have virket endnu mere
gribende, hvis Forfatteren havde ladet ham leve
videre — med et trøstesløst Perspektiv ud i
Fremtiden. Den vilde i hvert Fald have faaet
større Almengyldighed, thi de fleste, der er
som Espen, maa bære deres Kors, indtil en
naturlig Død befrier dem derför.
Der optræder som sagt månge Slags
Men-nesker i Finn Gerdes’ Noveller, men een Type
mangler dog ganske, nemlig det intellektuelle
og selvanalyserende Menneske, Mennesket, der
kender sig selv. Hans Personer er alle mere
eller mindre primitive; de aner ikke selv, hvad
der foregaar i deres egne Sjæle, men det ved
til Gengæld Forfatteren. Han er hævet op over
dem og skuer ind i dem fra oven. Han driver
dog ikke Psykologi for Psykologiens egen
Skyld, hans Menneskeskildring er ikke køligt
dissekerende, men suggestiv: han skildrer helst
indirekte, ved Hjælp af den levende Atmosfære,
han forstaar at svøbe om sine Personer. Ogsaa
i denne Henseende minder han om Bränner.
Peer Schaldemose havde skrevet tre
Romaner, før han debuterede som Novellist med
»Dialog i Sommernatten«, og han er ikke i
samme Grad som Gerdes prædestineret til at
dyrke den korte Genre. Han er utvivlsomt en
begavet Forfatter, men han virker — for at sige
det brutalt — snarare som en dygtig litterær
Haandværker end som en virkelig Kunstner.
Han er opfyldt af god Vilje, men Viljen alene
gør det jo ikke. Ligesom den dygtige Leck
Fischer mangler han Øre for Sprogets Musik,
hans Stil er kantet og uden rytmisk Skønhed.
Hans Noveller indgyder ofte Respekt,
undertiden Beundring, men aldrig udelt Behag.
Hvad Kompositionen angaar, falder han
lidt for hyppigt tilbage til en ganske bestemt
Skabelon, der i det länge Løb virker mekanisk:
han begynder, frisk og livfuldt, paa den Scene,
der er Novellens egentlige Handling, men bryder
pludselig af for at oprulle hele Förhistorien,
hvorpaa han genoptager den tabte Traad og
spiller Scenen til Ende. En udmærket Teknik,
naar den blot ikke misbruges.
Hans Speciale er den ægte, autentiske
Skildring af möderne Ungdom, fortrinsvis den
københavnske, hvis Følelser og Fornemmelser
han registrerer med beundringsværdig
Præci-sion, og hvis Sprog han gengiver med en
Grammofonplades Troskab. Unge Forfattere,
som kender og kan skildre deres egen
Generation, er næsten altid sikre paa i hvert Fald
Ungdommens Bevaagenhed, og Schaldemose
har utvivlsomt månge Læsere blandt de ca.
20-aarige. Lige saa utvivlsomt er det, at disse
Læsere vil foretrække den Novelle, der hedder
»Sidste Tog«, og som endnu engång varierer
det ikke ukendte Tema: Skolepigen, der skal
have et Barn med en af sine Klassekammerater.
De vil foretrække den baade for Temaets Skyld
og for den möderne Dialog, der gengiver deres
eget naturlige Talesprog. Men de Læsere, der
har passeret den skæbnesvangre
Trediveaars-grænse, vil nok synes bedre om flere andre
af Bogens Noveller, f. Eks. den, der hedder
»Hadet«, om en fraskilt Kvinde, der efter Aars
Forløb mødes med sin Månd ved deres Barns
Sygeleje, og om de Følelser, dette Møde
frem-kalder i hendes Indre. Manden er Skuespiller,
og det er i Virkeligheden først og fremmest hans
Profession, som Hustruen reagerer fjendtligt
överför. Hun mistænker ham, med en vis Ret,
for at spille Komedie ogsaa udenfor Scenen,
og hun er bange for at blive ført bag Lyset af
hans Komediespil. Derför væbner hun sig
överför ham med en gennemført Skepsis og vægrer
sig ved at tro paa ham, ogsaa naar hans Følelser
er ægte. Hun hader — af Frygt — Skuespilleren
i ham, og da hun een Gang for alle har
op-givet at dragé Grænsen mellem Skuespilleren
-5 BLM 1946 VII
593
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
