Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April. N:r 4 - Carl Johan Elmquist: Brev fra Danmark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BREV FRA DANMARK
sig nu at give vigtige Bidrag til Forstaaelsen
af Johannes Jørgensens kunstneriske og
men-neskelige Udvikling.
Saaledes er det dog lykkedes Kritikeren at
føje nye Træk til det Billede, Johannes
Jørgen-sen havde tegnet af sig selv i sine Konfessioner,
og Digteren kan godt være tjent med denne
Fødselsdagsgave, som kun har den ene Fejl,
at den aabenbart er blevet til i lidt for stort
Hastværk, for at kunne blive færdig til Datoen.
Den kunde have trængt til en sidste stilistisk
Afslibning, som samtidig passende kunde have
befriet den for noget af dens didaktiske Præg
med de månge »altsaa« og »nemlig«, der
skyder op gennem Papiret som länge
Skole-lærer-Pegefingre.
Som Stilist kunde baade Emil Frederiksen
og alle vi andre Pennebrugere lære et og andet
af Paul V. Rubow, den lærde
Litteraturprofessor, der kender alle Prosakunstens
Hemme-ligheder som sit Fadervor og dypper sin Pen
i de store Mestres Blækhuse. I en Artikel kaldet
»Mit Bibliotek«, som han morede sig med at
pynte med ekstra arrogante Krummelurer, gav
han engång et lille Indblik i sit stilistiske
Værksted, og det er —-i sin paradoksale
Udformning — saa karakteristisk for ham,
at jeg ikke kan lade være med at citere det
vigtigste Afsnit:
»Og saa er den stadige, rørige Læsning en
uund-værlig Forudsætning for, at jeg overhovedet kan sætte
Pennen til Papiret. Jeg støber mine Fraser over de
bedste Skribenter, bliver aldrig træt af at udforske
■deres Hemmeligheder. Nødig tager jeg en Glose i
samme Pen, uden at jeg har forvisset mig om dens
Briig og Nuancer hos de mest prøvede Autoriteter, fra
Holberg til vore Dage. Of te laaner jeg hele Perioder
fra de Gamle. Det voldea- mig stort Bryderi at
over-sætte f. Eks. Voltaire til mundret Dansk, men det
maa til. De vil forstaa, jeg er af den ældre Skole, der
lever paa Plagiater. I mine unge Dage lavede jeg en
lille Kunstpause for hver Reminiscens, jeg optog i mit
Foredrag, men der var ingen Moders Sjæl, der
nik-kede genkendende. Nu om Stunder generer jeg mig
àkke. Forfattere, der paastaar, de selv har hittet paa
deres Fraser, røber sig for mig som ikke ret
gennem-bagte. Helst skrev jeg da i lutter Citater, men de
skal gerne passé sammen, og sommetider maa jeg
vrage en Snes Stykker, inden jeg finder det helt
rigtige. Jeg søger uden Fortrydelse tre—fire Timer
rundt i Reolerne, indtil den gode tour de phrase gaar
op for mig.«
Naar man kigger ind bag det Forhæng af
Arrogance, Koketteri og Paradoksmageri, bag
hvilket han gemmer sig, ser man i disse Linjer
den sande Rubow, i hvis Indre en Forsker
bor Side om Side med en Kunstner. Om
For-holdet mellem dem altid er harmonisk, er vel
tvivlsomt; enkelte noget hasarderede Domme
(f. Eks. Rubows Nedrakning af Dostojevskij)
kunde tyde paa en rent artistisk Fornøjelse ved
at formulere dristige og tilspidsede Meninger.
Rubow har månge Strenge paa sit
Instrument, og i hans nye Bog, »Betragtninger«, som
slutter sig til Rækken af hans »Reminiscenser«,
»Perspektiver«, »Reflexioner«, etc., møder
man en Tone, som er sjælden hos ham, og
som han synes at forbeholde den danske
Litteratur, der jo trods alt er ham endnu mere
fortrolig end de fremmede, en sober, klassisk
Tone, mere indtrængende end paatrængende,
befriet for alle udvendige Zirater. Hovedparten
af Bogen optages af Portrætter i Sainte-Beuves
Manér af danske litterære Personligheder
saa-som Knud Lyne Rahbek, »det danske litterære
Lavs 01dermand«, som er skildret med varm
Sympati, Adam Oehlenschläger, hvem Bogens
største Kapitel er helliget, J. L. Heibergs
Moder, Thomasine Gyllembourg
(Forfatterin-den af »En Hverdagshistorie«) og hans Hustru,
den store Skuespillerinde, endelig Henrik
Pontoppidan, hvem han hylder som en af »den
sobre og saglige Stils Mestere«.
For at Læseren af »Betragtninger« ikke skal
føle sig snydt, møder man i Bogens sidste
Kapitel Polemikeren Rubow, som han er, naar
han er mest veloplagt, det vil i Praksis sige,
naar han kommer i Haandgemæng med det
theologiske Fakultet. Stykket hedder »Rabies
333
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
