Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februari. N:r 2 - Carl Johan Elmquist: Efter en blakket Bogsæson. Brev fra Danmark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
CARL JOHAN ELMQUIST
ihærdigste Læsere, hvad han synes at tage sig
let, og som lider af en prisværdig Skræk for
at komme til at træde i sine egne Fodspor.
Hans nye Novellesamling, »Agerhønen«
(Gyl-dendal, 8: 75), ligger paa en vis Maade paa
Linje med »Tornebusken« fra i Fjor, men
det er en snoet og slynget Linje, som förer
gennem det ene Eksperiment efter det andet.
Dunkel og vanskelig er han næsten altid, men
man kan sjældent gribe ham paa fersk Gerning
som profetisk Tungetaler, for der er altid en
Kerne af noget organisk levende i hans
Noveller. Hans Forfatterskab er et mærkeligt
Produkt af et Naturbarns mystiske Samfølelse med
alt, hvad der hører Jorden til, og et
Bog-menneskes Grublen over Kunstens Midler og
Maal. Mest inspireret er han i de Fortællinger,
der handier om Almuen paa Landet, om
saa-danne Mennesker, som Byboerne lidt for rask
i Yendingen vil betegne som »primitive«.
Karakteristisk er Titelnovellen om en
Hus-mandsfamilie, som har naaet Fattigdommens
bare Bund og er stivnet i Sjælene af Armod,
men blødgøres og fatter Haab, da en Aften en
sneblindet Agerhøne flyver sig til Døde mod
deres Dør, og de steger den og holder
Fest-maaltid paa den. Med en bibelsk Undertone
slutter den lille Hverdagshistorie: » De vaskede
sig, redte Haaret, pyntede sig. Saa satte de sig
ved Højtidsbordet. Agerhønen blev delt, og
der blev kun lidt til hver, men det er Sandhed,
at den lille Fugl mættede dem alle.«
En anden Novelle handier om en Dreng,
der bliver sendt til Købstaden efter Kaffe og
Kändis, men faar fat paa en Verdenshistorie,
som han paa Hjemvejen begynder at læse i.
Bogen sluger ham lige saa meget, som han
sluger Bogen, og han bliver liggende i en
Grøftekant med Grækerne og Romerne og
Folkevandringen, til det bliver saa mørkt, at
han maa hente Ordene Bogstav for Bogstav
op af Bogen. Udmattet af Sult og Kulde vender
han hj em til de ængstelige Forældre, men saa
er han ogsaa naaet frem til Kolumbus og kan
fantasere om at sejle paa Opdagelsesrejse til
ukendte Verdener. For Læseren er han blevet
et Symbol paa Kundskabstørst og Fantasi —
og paa ce vice impuni, la lecture.
Nok saa dyb er dog Fortællingen om en
Dreng, hvem en brutal Røgter drikker ihjel
under et Høstgilde, og om den unge Præst,
hvis i Forvejen vaklende Tro paa sit Kald faar
et Grundstød nu, da han staar hjælpeløs
överför dette Dødsfald, og Drengens Fader afviser
hans Trøst med det bitre Spørgsmaal: »Kan
du gøre ham levende? « Til Slut faar Novellen
en Drejning i Retning af »Over Evne«, og
Præstens desperate Forsøg paa at gøre Kristus
hans Mirakel efter bliver for den
sorgfor-stenede Fader forløsende og befriende paa
samme Maade, som Agerhønen blev for den
fattige Husmandsfamilie.
Bogens største Novelle, »Ventesalen«, er
den dristigste i sit Anlæg, men den
kunst-neriske Brænding er ikke helt lykkedes for
ham, der er kommet smaa Revner i Glasuren.
Her vover Martin A. Hansen sig lige saa långt
ned i Sjælens Undergrund, som H. C. Bränner
i »Ångst«, men han anslaar for månge
for-skellige Motiver og spiller i for månge
Tonearter — lige fra sin egen Legendetone til en
næsten Sartre’sk Skarphed — til at der har
kunnet komme en afrundet Helhed ud af det.
Ikke desto mindre er denne Novelle skrevet
med en saa suggestiv Kraft, at man gerne læser
den om igen i Haab om at finde Løsningen
paa nogle af dens Gaader.
De to Bøger, der her er omtalt, sikrer
Novellen en absolut Førerstilling indenfor Efteraarets
danske Fiktionsprosa, og sammen med dem
kan nævnes et Bind Noveller af Ole Juul,
»Efter Regn« (Thaning & Appel, 7: 50). Der
er rigtignok kun et Par enkelte Fortællinger
i den, som kunstnerisk staar paa Højde med
samme Forfätters Sabotørroman »De røde
Enge«, og flere af Novellerne er ret stærkt
overeksponerede, men Ole Juul har dog naaet
at vise, at han ogsaa behersker Novellegenren
og forstaar at fylde den med et möderne
Ind-hold.
Romanen er trivedes mindre godt i det
svundne Efteraar, ikke alene fordi der er
120
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
