Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November. N:r 9 - Carl Johan Elmquist: Poesi og poetik. Brev fra Danmark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
CARL JOHAN ELMQUIST
Med ordet: Poesien er vi nået ikke blot til
sägens, men til livets kærne, men samtidig til
noget ufatteligt, noget, som ikke kan defineres:
»Ingen kan forklare dig Poesiens Væsen. Vi
kan kun tale om den Drägt, hvori Mysteriet
läder sig til Syne, ikke om Mysteriet selv.«
Om den drägt, hvori det poetiske mysterium
fremtræder, handier de dagbogsblade, som er
trykt i »Heretica«s andet nummer. Hvad Paul
la Cour her siger om det poetiske billede
— digtets levende hjerte, kalder han det —
kan jeg bedst résuxnere ved at anføre to af
hans konkrete eksempler på brugen af poetisk
billedsprog. Han finder Johannes V. Jensens
anvendelse af billeder og metaforer
utilfreds-stillende, fordi det sanselige i billederne som
regel i for høj grad er denne digter nok.
Han skænker os Tingenes Signalement med
over-rumplende Præcision, men det kendte vi jo, selv om
vi maaske ikke udtrykte det saa energisk. Han siger
om Regnen: denne saaende Lyd. Storartet! Det kan
ikke være bedre. Men hvad saa? Nu har han vakt
min Tørst tillive. Jeg hører Regnen, men dens Stemme
fik ikke Mæle, havde ingenting at betro mig. Hvad
skal jeg med fantasifulde Signalementer? Min Fantasi
er ingen Politibetjent.
Som en modsætning til Johannes V. Jensens
sanselige metaforer og som et eksempel på,
hvordan det levende og kraftige billede »altid
stræber efter at isolere sig i Digtet« og efter
at »blive et Digt i sig selv«, anfører han disse
vers af Éluard:
Fugle større end Vinden
Ved ikke hvor de skal hvile Vingen.
Dette billede bliver stående i erindringen,
fordi den franske digter her »fortæller dig
om dig selv, om Menneskets udholdende og
endeløst tapre Kamp med Naturmagterne og
de Gaader, der omgiver os«. Men hvordan?
Den profane læser kan stirre længe og
ved-holdende på de to vers, uden at de åbner sig
for ham, og når jeg anfører dette eksempel,
er det netop for at vise, hvordan en digter
læser poesi. Paul la Cour kvier sig synligt ved
at udlægge de to vers, fordi de for ham tåler
deres tilstrækkeligt tydelige sprog, men til slut
får vi dog hans kommentar:
Vi möderne Mennesker, der er flygtige og stedløse
som Fugle, men dog raader over Kundskaber, der
sætter os i Stånd til at besejre og underlægge os
Naturkræfterne, vi dødelige ser vor Kundskab gjort
nytteløs. Den har stødt os ud af den Verden, vi
til-hørte. Jorden er ikke længere vort Hjem. Vi er alene
i et grænseløst og vigende Rum. Med vore umaadelige
Kræfter kredser vi hvileløst i det opløste og tomme.
Se, så er der jo ingen gåde tilbage i de
to vers af Éluard — ingen anden gåde end
poesiens mysterium.
Hermed er vi nået frem til det ivrigt
dis-kuterede spørgsmål om den möderne poesis
dunkelhed. Om dette problem udtaler Paul
la Cour sig på en måde, der kan minde om
nogle af digter-mystikeren William Blakes
tankesprog: »Lad din Klarhed være Indgivelse
og Befrielse, Fantasiens Regnbueskær over
Tingene.« Og: »Du skal ikke forklare dig. Al
Förklaring er kold og dræber Digtet. Du skal
udtrykke dig.« Han skelner mellem to slags
dunkelhed: dunkelheden for dens egen skyld
afviser han som ändelig slaphed, et forsøg på
at skjule, at ens tanker ikke er tænkt til ende,
og at ens følelser ikke er følt igennem; men
der findes en anden slags dunkelhed — og her
tænker han åbenbart bl. a. på sådanne dunkle
vers som Éluards — en dunkelhed, »som er
den høj este Koncentration, et Middel til at
skue ind i utilgængelige Egne, et Middel til
at se«.
Man vil heraf förstå, at Paul la Cour hører
til de digtere, der förlänger det Absolutte af
poesien, den skal udsige det uudsigelige, den
skal virkeliggøre de ord af Goethes »Faust«:
» Das Unbeschreibliche, hier ist’s getan.«
Deraf det søgende og eksperimenterende i hans
egen lyriske digtning, som er mere
»eksisten-tiel« end den meste anden lyrik. Og fordi hans
betragtninger over lyrikens væsen er så
personligt engagerede, af en så kæmpende og
higende natur, har hans dagbogsblade kunnet
finde sangbund hos tidsskriftets læsere i långt
670
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
