- Project Runeberg -  Bonniers litterära magasin / Årgång XVIII. 1949 /
128

(1932-1999)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februari. N:r 2 - Carl Johan Elmquist: Patient i bedring. Brev fra Danmark

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

CARL JOHAN ELMQUIST

ikke lade være. Men han har aldrig før skrevet
så god en roman som »Larions lov«
(Westermann, 12.—); hvis den blev oversat og
udgivet i USA, tror jeg, amerikanerne ville tage
ham til sig som deres egen og ophøje hans
bog til nationalt epos. Den tør måle sig med
Fenimore Coopers indianerromaner og har
en langt mere ægte episk karakter — næsten
en sagatone.

For resten foregår den slet ikke i USA, men
i Alaska, og den skildrer en primitiv
indianerstammes første møde med civilisationen. Larion
er stammens høvding, en imposant skikkelse,
barsk og brutal, men på samme tid rørende
i sin primitive retskaffenhed, en månd, som
synes vokset op af selve jordens skød. Hans
oplevelser i krig og kærlighed, på jagt og på
rejse er skildret indefra med en
intuitions-kunst, som Freuchen næppe havde haft, hvis
han ikke — selv primitiv — havde levet en
stor del af sit liv blandt usammensatte
naturbørn i Grønland og i Alaska. Også da Larion
og hans stamme møder et ekspeditionskorps af
russiske skindopkøbere, som bringer
civilisationens goder med sig i form av økser, knive,
gryder, koppevaccine, »ildvand« (vodka) og
»brølende rør« (geværer), fastholder
forfatteren den primitive synsvinkel og skildrer
russerne gennem indianernes opfattelse af dem.
Det er gjort før, men har oftest virket som et
mere eller mindre behændigt nummer, et trick;
hos Freuchen er det natur og virker
selvfølgeligt.

Jeg læste for mange år siden et morsomt
causeri i »Uhu« — mellemkrigstidens tyske
jernbanelekture par excellence — med
rubrikken »Was von den Büchern übrig bieibt«;
forfatteren tog sig for at udforske, hvor meget
(eller lidt) man husker, og hvad man husker
af bøger, man har læst for længe siden, han
påstod f. eks., at det eneste, mindet bevarer af
Goethes »Werther«, er scenen, hvor Lotte
skærer brød til sine små søskende. Jeg tror,
at mange optrin vil blive »übrig« af Peter
Freuchens roman, selv når årene har trukket
deres veksler på erindringen. Disse mange

optrin er så plastiske, så farverige og så
mættede med store, usammensatte følelser, at jeg
ikke ved, hvordan man skulle bære sig ad med
at glemme dem. Det er jo gerne de finere
psykologiske nuancer, som først glider ud af
hukommelsen; det kan man beklage, hvis man
har sans for nuancerne, men sådan er det nu
engang. De enkle billeder med de rene og faste
konturer bliver stående. Og »Larions lov«
fortjener at blive husket.

Med Johannes Wulffs »Den anden
Ungdom« (Gyldendal, 11.75) vender vi tilbage
til velkendte regioner: københavnske stræder,
caféer og politistationer omkring midten af
1930’erne... og dog er det, som om man er
kommet virkeligheden på langt større afstand,
end da man færdedes med Peter Freuchen
i forrige århundredes Alaska. Som alle Wulffs
tidligere romaner er også denne et
fantasi-stykke uden virkelighedsillusion; de mange
følsomme mænd og tækkelige kvinder, som
færdes på dens blade, er ikke rigtige
menneskelignende væsner, de er en slags kloder,
der roterer om hinanden efter en egen
drømme-poetisk logik, og tilsammen udgør de et lille
wulff’sk univers, der ligner det rigtige univers
præcis så meget, som en tinsoldat ligner en
rigtig soldat.

Hovedpersonen er lærer ved en københavnsk
skole, men en sådan lærer har vist aldrig
eksisteret, og det er derfor kun logisk, at
bogens handling udspilles på en dag, da helten
tager fri fra tjenesten, fordi han opfyldes af
en ganske uforklarlig lykkefølelse, der virker
på ham som et kategorisk imperativ. Han
kaster sig ud i en hvirvel af forunderlige
oplevelser og lader sig bære af strømmen,
indtil han ender — lige så logisk som han
begyndte — på kommunehospitalets
sindssygeafdeling! Denne hovedperson er et ægtefødt
barn af sin forfatters fantasi, en kosmisk
drømmer, som lider under kontakten med sine
mere jordbundne medmennesker, isoleret og
egocentrisk, men på samme tid angst for at
»blive stillet udenfor menneskeheden«. Han
er lidt i slægt med Vännen Patrick, men der

128

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jan 13 00:10:42 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/blm/1949/0144.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free