Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februari. N:r 2 - Carl Johan Elmquist: Patient i bedring. Brev fra Danmark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
CARL JOHAN ELMQUIST
TOVE DITLEVSEN
at dens sindbilledlige idé: guldskibets
undergang som symbol på (og varsel om) det
kapitalistiske samfunds undergang, er fremhævet
med en generende tydelig pegepind. »Det er
guldet, som drager skibet i dybet,« siger en af
personerne i sidste kapitel, » det er det blodige
guld, som er skyld i al menneskelighedens
undergang.« Det var, hvad læseren skulle have
tænkt i sit stille sind; her står det sort på
hvidt. Men skønt »Slaven« således ikke kan
kaldes en helt vellykket roman, har den dog
sin plads blandt det forløbne års læseværdige
bøger.
Novellegenren er blevet dyrket med talent af
flere forfattere. Her skal jeg nøjes med at
omtale Tove Ditlevsens novellesamling
»Dommeren« (Athenæum, 8.—), hvis bedste stykker
vidner om, at hun er i stadig kunstnerisk vækst.
Her som overalt i hendes prosabøger mærker
man hendes afhængighed af barndommens
milieu, det folkelige og folkerige
Istedgadekvarter, som hun har skildret i romanen »
Barndommens gade«. Tove Ditlevsen har tidligt
erfaret, hvordan tilværelsen former sig på livets
skyggeside, i de fattige huskarréer, hvor alt for
mange mennesker stuves sammen i alt for små
rum. Hun har gjort erfaringer, som lå forud
for hendes alderstrin, hun har indsamlet en
bitter viden om de menneskelige kår, og det
er af denne viden, hun øser i sine noveller,
hvori hun spiller på alle sit temperaments
strenge, fra de følsomme og medlidende til de
mere ironiske. Fælles for flertallet af disse
noveller er, at de handler om bristede
illusioner — finest og med mest overraskende
menneskekundskab om bristede erotiske
illusioner, som i den ypperlige, til det yderste
koncentrerede novelle »Erotoman«, om en
kvindes følelser »bagefter«. Også en anden af
bogens korteste noveller, » Guldregn«, må
fremhæves; den handler om en moders følelser
overfor to børn, hendes adoptivbarn og hendes
eget barn, men således, at alle nuancerne ligger
mellem linjerne. I det hele taget er Tove
Ditlevsen i sin nye bog nået højere både i
antydningens og i koncentrationens kunst end
nogensinde før, og hun er endnu så ung, at hun har
mulighed for at udvikle sit rige talent
yderligere.
Hvad kulturlitteraturen angår, må jeg denne
gang nøjes med at skumme fløden og give
en hastig præsentation af de to bøger, som
— ikke tilfældigt — har anbragt sig øverst
i bunken. Først »Stockholms Hjerte«
(Gyldendal, 12.50) af kunsthistorikeren professor
Christian Elling, som i 1947 publicerede
en lille bog om Bellman og i sin nye bog
forfølger digterens skygge gennem Gamla
stan’s snævre gader og gränd’er. Forfatteren
lider af en kronisk hjemvé efter det 18.
århundrede, hans åndelige tidsalder, og nærer
en speciel kærlighed til barokscenen og alt,
hvad der har med den italienske maskekomedie
at gøre. Stockholms ældste bydel — »den
sejlende Barokby«, som han kalder den —
tiltrækker ham, ikke blot fordi den er »en
fornem og hel By fra den gode Tid«, men også
fordi han føler dens ædle arkitektur som
130
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
