Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj—juni. N:r 5 - Carl Johan Elmquist: Dunkel og klar poesi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
CARL JOHAN ELMQUIST
rede — forsøg på at skabe et nyt poetisk sprog
for at kunne udtrykke, hvad de har fundet.
For resten må det siges, at enqueten i
Athenæum næppe har fået en helt heldig
formulering. Thi svælget mellem »folket« og »den
gode litteratur« turde vistnok være et
evig-hedsfænomen, hvorimod det aktuelle problem
er svælget mellem den moderne lyrik og den
forholdsvis snævre kres, som føler trang til
at læse poesi, men som viger desorienteret
tilbage for det hermetiske og rebusagtige hos
de unge lyrikere.
Således har den unge digter Bjørn Poulsen
opstillet problemet i en interessant artikel
betitlet »Elfenbenstårnet« i sidste numer af
tidsskriftet Heretica. Han formulerer spørgsmålet
så klart, som det overhovedet kan gøres:
»Hvorfor«, spørger han — mere på læserens
end på egne vegne — «hvorfor tilslører den
moderne digter sin mening med et metaforisk
og symbolsk billedsprog, som kun han selv
og hans nærmeste venner forstår, og som man
i bedste fald kun kan gøre sig håb om at
trænge ind i, hvis man har tid og lyst til
møjsommeligt at opsøge den nøgle, der som regel
er skjult et eller andet sted i digtet? Hvorfor
skal det være så besværligt?« Det er gerne
lettere at spørge end at svare, og Bjørn
Poulsens svar er da også både længere og mere
dunkelt end spørgsmålet, men så meget kan
man dog forstå, at han frikender digterne og
lægger ansvaret på »den såkaldte kulturkrise«,
hvorved han forstår tankens — intellektets —
bankerot. »Den frie tanke er en tyran, fuld
af hovmod og foragt«, skriver han. »I sine
begreber tror den at indfange virkeligheden, men
virkeligheden er altid forud for tanken, der
hører en anden verden til og forgæves søger
at ramme livets bølgelængde.« Hvis jeg har
forstået Bjørn Poulsen ret, vil han mene, at
det er digterens opgave at indfange og opspore
stadig nye »virkeligheder«, ikke ved
intellektets hjælp, men på rent åndelig vis. Han kunne
her passende have citeret en af William Blakes
aforismer, som han selv har oversat, nemlig
den, der lyder således: »Ligesom man ikke
kan udforske ukendte lande ved at berejse de
allerede kendte, kan mennesket ikke af
allerede erhvervet viden uddrage mere viden;
derfor eksisterer der en universel poetisk ånd.«
Det er vist denne universelle poetiske ånd, som
er idealet for den gruppe af digtere, der står
sammen omkring »Heretica«.
Tidsskriftets udgiver, den unge digter og
forlægger Ole Wivel, deler ganske Bjørn
Poulsens syn på den dunkle poesis problem;
det fremgik meget tydeligt af en offentlig
diskussion for nylig, hvor »heretikernes«
tendenser var sat under debat. Men selv hører han
ikke til de vanskeligt tilgængelige, han stiller de
strengeste krav til sin egen versekunst, og hans
form er tugtet til gennemsigtig klarhed. Hans
nye digtsamling, »I Fiskens Tegn« (Wivels
forlag, kr. 7.50), hører til de glædeligste
hændelser i den nye danske lyrik, fordi den vidner
om en så stærk og inderlig oplevelse af den
problemtunge virkelighed, at det bliver
nødvendigt helt at revidere opfattelsen af Wivel
som en lidt kølig formdyrker; nu viser det
sig, at hans tidligere kølighed blot var en
maske, han med ungdommelig blufærdighed
holdt op for sit ansigt, og nu afslører han sine
sande ansigtstræk, levende og bevægelige,
adlede af smerte, angst og medfølelse. Hans nye
digtsamling indledes med tre digte fra
besættelsestidens sidste år, skrevne i en ganske
mundtlig stil, et dæmpet parlando, som virker
forunderligt gribende. Det er ikke
frihedskampen, han skildrer, og ikke torturen i de
tyske forhørslokaler, men den sjælelige tortur,
han selv har oplevet, da han sad på et Røde
Kors kontor og tog imod de fortvivlede mødre
og hustruer, som kom for at søge oplysning
om deres kæres skæbne:
Sanseløse kom de til Røde Kors
og spurgte: »Ilvor er min søn — er det sandt —
aa nej!«
Men vi vidste ingenting, stod kun og saa
disse døde arme og dette blik som skreg.
Dagen efter fik vi en liste — sort
og lang af navne paa dem som var sendt derned:
366
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
