Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj—juni. N:r 5 - Carl Johan Elmquist: Dunkel og klar poesi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DUNKEL OG KLAR POESI
der han vel digtet, fordi det skildrer den
sjælenes vintertid, vi lever i:
Her er der kun sne
og dræbende kulde og frysende ve ...
og fordi der på dybet af det ligger en
religiøs, omend ikke kristelig, inspiration, som det
især fremgår af dets to sidste strofer:
I sjælenes aar
har vinteren dybest en kerne af vaar.
Og er du vor gud,
da skyder vi blade, da springer vi ud.
Da er du i os.
Da er vi din vintervej dybt gennem os
lig sommerens dag,
som døber i smerte og lader den bag.
Mon der er ret mange andre end Sarvig
selv, som med sandhed kan sige, at de forstår
hans digte? Men alt det i hans lyrik som kun
anes eller som er helt uudgrundeligt ejer en
poetisk tiltrækningskraft, så at man gang på
gang må blade tilbage og læse digtene forfra
igen. Det er en varm menneskestemme, der
løfter sig fra bogen, skønt ordene ligner
offerrøgen fra det delfiske orakel.
Endnu flere unge lyrikere fortjente at
nævnes med hæder for deres bidrag til et rigt
poetisk år, først og fremmest Halfdan
Rasmussen, som har fundet enkle og inderlige
udtryk for krigens knugende tragedie og for den
overvindelse, det kræver at stå denne øgletid
igennem, når ens bedste venner er faldet i
kampen; dernæst den fine, formsikre
kvindelige lyriker, Grethe Risbjerg Thomsen, hvis
strengt beherskede versekunst rummer hede
lidenskaber, og endelig den ukomplicerede
naturlyriker Ib Paulsen, som besynger de
skiftende årstider i en helt personlig og meget
indtagende tone.
Overfor denne opmarch af unge talenter har
de ældre digtere —- de, der er over 40 år —
stort set ikke vidst bedre end at binde nye
buketter af deres ældre digte — som for at
manifestere, at de stadig er til. Der er i løbet
af det sidste år udkommet adskillige samlinger
af udvalgte digte, og de har utvivlsomt en
mission, idet de ofte fremdrager ting, som man
uretfærdigt havde glemt, og derved beriger det
billede, man havde dannet sig af deres
ophavsmænd; desuden er det bekvemt for læseren at
have essensen af et helt poetisk forfatterskab
samlet i ét bind.
Flere af disse samlinger er udgivet i
anledning af en »rund« fødselsdag. Det gælder
Poul P. M. Pedersens »Og slukkes alle sole«
(Arne Frost-Hansens forlag, kr. 16.—), som
udkom på digterens 50 års dag, en smuk
omend lidt monoton samling natur- og
kærlig-hedspoesier med en gennemgående høstlig
vemodsstemning og en stadig kresen om
dødstanken :
End hvælves høstens himmel klar
og toner rigt af lærkers sang.
Men stunden blir så dyrebar:
sker alting nu for sidste gang?
Det gælder også den 60-årige Otto
Gelsteds store udvalg »Stå op og tænd lys!«
( Athenæum, kr. 10.—) og den ligeledes
60-årige Kai Friis Møllers monumentale samling
»Digte 1908—48« (Gyldendal, kr. 16.50).
Gelsted er en mærkværdigt sammensat natur:
noget af en hellener, noget af en
middelalderlig vagant, i meget en lærling af den hellige
Frans, idylliker og oprører, frihedsdigter og
militant kommunist. Alle disse aspekter af han-;
personlighed kommer til udtryk i denne bog,
hvor man med særlig glæde genser hans
smukke fædrelandsdigt fra den 9. april 1940,
»De mørke fugle«, og digtene fra
emigrantårene i Sverige.
Kai Friis Møllers udvalg var særlig
påkrævet, fordi hans dobbelte virksomhed som
en klar, skarp og vittig kritiker og en
mesterlig oversætter af fremmed poesi (sidst af T. S.
Eliots »Ødemarken«) hos mange læsere havde
bragt hans originale lyrik i glemme, skønt den
i høj grad fortjener at huskes. Det er en lærd
poesi efter klassiske mønstre, hvad allerede de
mange latinske titler — »E Tenebris«, »Cum
regnat rosa«, etc. — vidner om, men med al
369
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
