Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj—juni. N:r 5 - Carl Johan Elmquist: Dunkel og klar poesi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
CARL JOHAN ELMQUIST
TOM KRISTENSEN
denne lærdom gydt i kunstfærdige klassiske
former er den dog udtryk for en overmåde
levende personlighed, en poesiens gentleman
uden skarpe kanter i sit væsen, men med et
rigt fond af lune og vid. Han mestrer både den
bredt svungne store stil og den yndefuldt
galante bagatel.
Uden nogen jubilerende anledning har Jens
August Schade samlet så godt som hele
indholdet af fem digtsamlinger — fra »Den
levende violin«, 1926, til »Kællingedigte«,
1944 —• i et stort bind, som han har givet titlen
»Det evige liv« (Schultz forlag, kr. 12.50).
Det største udbytte ved bogen er gensynet med
digtene fra debutbogen, som da den udkom
gjorde et forvirrende indtryk ved sin
revolutionære »modernisme«, men som nu virker
ikke blot klar, men luftig, let og yndefuld;
således bliver det dunkle undertiden
forståeligt, når læseren har haft en snes år til at
indhente digteren i, og det er jo et opmuntrende
perspektiv! Med sin anden digtsamling,
»Hjertebogen« fra 1930, bliver Schade sig
bevidst som Schade; han lukker dristigere op for
underbevidsthedens postsæk, hans digte
begynder at forme sig som snurrige spiraler og
lunefulde hvirvler, og hans lyriske selvoptagethed
bliver mere pågående (»Kender I den lyse
digter Schade?«). Efterhånden, som han opdager,
at man kan sige alt, når man blot gør det
på en surrealistisk façon, bliver hans erotiske
digte mere og mere ukyske, indtil han i sine
»Kællingedigte« når et uhøviskhedens non pius
ultra. Endnu kan han dog, når det stikker
ham, genfinde sin poetiske uskyldstilstand og
hæfte et af sine originale billeder op med
selvfølgelig ynde, som i disse strofer af digtet
»Aften i havnekvarteret«:
Jorden inder med blæst og regn,
foråret står i nymånens tegn.
Se, som en fin, lille romerinde,
tusind år gammel ses månen skinne.
Nu i dette forår er udkommet en samling
af Tom Kristensens bedste digte under titeln
»Den syngende busk« (Gyldendal, kr. 30.—),
illustreret med tegninger af Povl Christensen.
Hvis man med en enkelt gestus ville sige til en
udlænding: »Se, hvad dette århundredes
danske poesi formår!« så tror jeg, det burde
være denne bog, man rakte frem. Her møder
man en versekunst så usvigelig sikker, at den
må kunne bringe unge danske lyrikere till
desperation, et sanseapparat af en
seismogra-fisk følsomhed og en stemningsrigdom, der
spænder fra angst og fortvivlelse til selvironi
og galgenhumor. Flere af disse digte, f. eks.
det underfulde »Diminuendo«, har i den grad
kapslet sig ind i mange verslæseres
bevidsthed, at de er blevet en del af en selv —
længere kan en digter ikke trænge ind i sin
læser. Tom Kristensen er sit århundredes barn,
for der er en moderne uro i hans sjæl, og den
angst, han stundom digter om, er den samme
irrationelle angst, som huserer i så megen
nutidig litteratur fra Kafka til Stig
Dagerman. I bogens titeldigt, »Den syngende busk«,
udtrykker han den med størst intensitet i
denne strofe:
370
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
