Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
var unge, saa blandet de sig med krebsene, og der opstod en ny dyrerace,
som hadde noget av dem begge. Jeg vilde gjerne ha tat med mig et
eksemplar av dette eiendommelige dyr, men det vilde ha genert mig, saa tungt
som det var, og desuten kunde jeg ikke faa min pegasus til at holde saa længe.
Jeg befandt mig omtrent halvveis og rigtignok i en dal paa i det mindste
femhundrede favne under overflaten, da mangelen paa luft begyndte at genere
mig. Forresten var min stilling ogsaa paa andre maater temmelig ubehagelig.
Jeg møtte fra tid til anden store fiske som jeg, paa den maaten de sperret
gapet op, kunde mistænke for at ha lyst til at sluke mig. Min stakkars
Ro-sinante var blind, og jeg kunde utelukkende takke min egen klokskap for at
jeg slåp fri fra de sultne herrer. Jeg galoperte derfor saa hurtig jeg kunde
for saa snart som mulig at bli sat paa det tørre.
Da jeg endelig var temmelig nær den hollandske kyst og kun hadde
en tyve favne vand over mig, trodde jeg at se en menneskelig skikkelse ligge
utstrakt paa stranden og efter klærne at dømme, antok jeg det maatte være
en kvinde. Det forekom mig, at hun ga nogen livstegn fra sig, og da jeg
kom nærmere, saa jeg ogsaa tydelig, at hun bevæget haanden. Jeg grep
haanden og bragte den tilsyneladende allerede døde med mig til
strandbredden. Skjønt kunsten at bringe druknede til live igjen dengang ikke var saa
kjendt som nu, hvor man paa enhver skjænkestue paa landet læser et
opslag: «druknedes gjenopli velse», saa lykkedes det dog, takket være de midler
og de anstrengelser, en derboende apoteker anvendte, at faa den lille rest
livsgnist til at blusse op igjen hos den druknede. Hun var gift med en mand som
hadde befalet over et skib som hørte hjemme i Helvoetsluis, men som for
kort tid siden var reist ut igjen. Ulykkeligvis hadde han i farten indskibet
en anden som hustru istedetfor hende. Dette blev hende straks meldt av en
av de aarvaakne skydsgudinder for den huslige arne, og da hustruen mente,
at hendes egteskabelige rettigheter var like saa gyldige paa sjøen som paa
land, saa forfulgte hun sin egtefaelle i en slup; da hun kom ombord paa
skibet, forsøkte hun i en kort tiltale som ikke lar sig gjengi, at gjøre sin ret
gjældende paa en saa energisk maate, at manden holdt det for klokt at vike
nogen skridt. Følgen herav var, at hendes knyttede høire haand traf vandet
istedetfor mandens ører og da vandet var mere eftergivende end ham, fandt
hun først paa havbunden den motstand hun søkte. Her førte nu min
ulykkelige stjerne mig til hende for at der skulde bli et lykkelig egtepar mere i
verden.
Jeg kan levende forestille mig hvilke velsignelser han sendte efter mig,
da han ved sin hjemkost fandt sin ømme viv som jeg hadde reddet.
Imidlertid var mit hjerte ganske uskyldig i den slemme strek jeg hadde spillet
ham. Jeg hadde handlet av ren menneskekjærlighet uten at tænke paa de
frygtelige følger som min gode handling vilde kunne faa.»
Hermed sluttet sedvanligvis min fars fortælling som jeg blev mindet om
av den berømte slynge jeg har fortalt om, og som efterat ha været saalænge
i min familie og ydet den saa mange tjenester syntes at ha faat sin bekomst
i sjøhestens gap; dog kunde jeg endnu benytte den, som de har hørt, til at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
