Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
56
Vandringer, thi de kan intet sé. De begynder at
beklage sig for hverandre over Præsten. «Han
bliver for gammel, siger en af dem. Det er som
om han selv i nogen Tid ikke har kunnet sé. Han
vil ikke tilstaa det af Frygt for at en anden skal
faa hans Plads hos os. Vi burde have en anden
Fører.» En Kvinde tager ham i Forsvar: «Han
var sørgmodig og tillige ængstelig,» siger hun.
«Han sagde, at han endnu engang, inden det blev
Vinter, vilde se Øen i Solskin . . . Han sagde,
at de gamles Tid maaske snart var tilende »
Man ser det symbolske Islæt, men det lægger
sig ingensinde grovt udenpaa, Replikerne peger
aldrig ud over Situationen, det abstrakte Indhold
fortrænger ikke det konkrete, og man kan aldrig
tage og føle paa Digterens «anden» Mening.
Ligesom i L’intrus er Angstfornemmelsens
progressive Udvikling gennem Udraabenes, Ordenes
Meddelelsernes Vexelvirkning det dramatiske Motiv
i dette Stykke. Ligesom Kulminationen og
dermed Afslutningen i det foregaaende Stykke naaedes,
idet Nonnen kom og forkyndte Døden, saaledes naaes
den hier i det Øjeblik de blinde finder Præstens Lig.
+
Uundgaaeligt er det, at en dramatisk Kunst,
der ikke bryder sig om Menneskenes Forskellighed,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
