| 37 |
(Nede ved fjorden med bratte bergvægge omkring. Den gamle forfaldne kirke ligger på en liden bakke i nærheden. Et uvejr trækker op.)
(ALMUEN, MÆND, KVINDER og BØRN, er samlet i klynger dels på stranden dels i bakkerne. FOGDEN sidder i midten på en sten; en SKRIVERKARL hjælper ham; der deles korn og levnetsmidler ud. EJNAR og AGNES står omringet af en flok længere borte. Nogle både ligger i fjæren. BRAND kommer frem på kirkebakken uden at mærkes af mængden.)
EN MAND (bryder sig gennem trængslen).
Af vejen!
EN KVINDE.
Jeg kom først!
MANDEN (skubber hende tilside).
Gå væk!
(trænger sig frem til FOGDEN.)
Se her; fyld gabet i min sæk!
FOGDEN.
Giv tid.
MANDEN.
Ugørligt; -- jeg må hjem;
der sidder sultne fire -- fem!
| 38 |
FOGDEN (spasende).
Du véd ej tallet på en prik?
MANDEN.
Én drog med døden, da jeg gik.
FOGDEN.
Bi lidt. Du står på listen vel?
(blader i sine papirer.)
Nej; -- jo, du står. Det var dit held.
(til SKRIVERKARLEN.)
Giv nummer ni og tyve sit. --
Nå, nå, i godtfolk, vendt dog lidt!
Nils Snemyr?
EN MAND.
Ja!
FOGDEN.
Idag du får
trekvart kun mod hvad du fik sidst
I er jo færre nu.
MANDEN.
Ja visst, --
hun Ragnhild døde ret igår.
FOGDEN. (noterer).
Én mindre. Spart er altid spart.
(til MANDEN, som fjerner sig.)
Men far nu ikke hen i fart
og gift dig anden gang!
| 39 |
SKRIVERKARLEN (fniser).
Hi, hi!
FOGDEN (hvast).
Hvad ler De af?
SKRIVERKARLEN.
Jeg lo fordi
herr fogden er så morsom.
FOGDEN.
Ti!
Det stævne her er ingen spas;
men bedste råd mod gråd er fjas.
EJNAR (træder ud af flokken med AGNES).
Nu har jeg tømt den sidste lomme,
og pung og tegnebog er tomme; --
ombord jeg kommer som en fant,
og sætter uhr og stok i pant.
FOGDEN.
Ja, I to kom i rette stund.
Hvad jeg har samlet, er kun lidt;
det slår ej til, som hver kan vide,
når fattig hånd og halvmæt mund
skal skifte deles del af sit med dem,
som intet har at bide.
(får øje på BRAND og peger op.)
En til! Velkommen! Har De hørt
om hungersnøden, flommen, tørken,
så løs for pungen, er den snørt.
Vi tar imod af alle slags.
| 40 |
Vort forråd er på bunden straks; --
fem fiske små i armods ørken
gør intet måltid nutildags.
BRAND.
Ti tusend, i en afguds navn
delt ud, blev ingen sjæl til gavn.
FOGDEN.
Det var ej ord jeg bad Dem om.
Ord er kun sten, er maven tom.
EJNAR.
Det er umuligt, at du véd
hvor hårdt og længe folket led!
Brand, her er uår, sult og sot.
Her ligger lig --
BRAND.
Jeg ser det godt.
På hvert et øjes blygrå ring
det kendes hvem som holder thing.
FOGDEN.
Og endda står De hård som flint!
BRAND (træder ned iblandt mængden og siger med eftertryk)
Hvis livet her gik slapt og lindt,
gik trægt sin gang med hverdagsnød,
da ynked jeg jert skrig om brød.
Må du på fire krybe hjem,
da kommer dyret i dig frem.
Går dag for dag i lummer ro,
i skridtgang som et ligfærdstog.
da ligger det så nær at tro
sig strøgen ud af Herrens bog.
| 41 |
FLERE RØSTER (afbryder ham truende).
Han sparker os i al vor nød!
FOGDEN.
Han skælder os, som gav jer brød?
BRAND (ryster på hovedet).
O, kunde alt mit hjerteblod
jer læske som en helsens flod,
det skulde vælde frem i flom
til årens seng var tør og tom.
Men her at hjælpe var en synd!
Se, Gud vil løfte jer af dynd; --
et livsfolk, -- om end spredt og svagt,
af trængslen suger marg og magt;
det sløve syn får falkeflugt,
og skuer vidt og skuer smukt,
den veke vilje skyder ryg
og ser bag striden sejren tryg;
men avler nød ej adelsfærd,
er flokken ej sin frelse værd!
EN KVINDE.
Der slår et uvejr over fjord,
som om det vaktes ved hans ord!
EN ANDEN.
Han ægger Gud! Min spådom mærk!
BRAND.
| 42 |
KVINDERNE.
Se vejret! Se!
RØSTER BLANDT MÆNGDEN.
Af bygden driv
den hårde sjæl med sten og kniv!
(Almuen stimier truende sammen om BRAND. FOGDEN træder imellem. -- EN KVINDE, forvildet og forreven, kommer ilsomt ned over bakkerne.)
KVINDEN (skriger frem mod flokken).
Hvor får jeg hjælp i Jesu navn!
FOGDEN.
Hvad trænges? Nævn hvad nød, hvad savn --
KVINDEN.
Ej nød, ej savn det gælder nu!
Det gælder verdens værste gru!
FOGDEN.
Hvad er det? Tal!
KVINDEN.
Jeg har ej røst!
Hvor findes presten? -- Hjælp og trøst!
FOGDEN.
Her er ej prest --
KVINDEN.
Fortabt, fortabt!
Hård var du, Gud, at jeg blev skabt!
BRAND (nærmer sig).
Kanhænde dog her findes én.
| 43 |
KVINDEN (griber ham om armen).
Så lad ham komme, vær ej sen!
BRAND.
Nævn mig din nød, så kommer han.
KVINDEN.
Tversover fjorden --
BRAND.
Nu?
KVINDEN.
Min mand --
tre sultne små, og huset tømt, -- --
sig nej, sig nej, -- han er ej dømt!
BRAND.
Tal først.
KVINDEN.
Min barm var tørket ud;
os hjalp ej mennesker, ej Gud;
den yngste tungt med døden drog;
det skar hans sjæl; han barnet slog --!
BRAND.
Han slog --!
ALMUEN (i rædsel).
Sit barn!
KVINDEN.
I samme stund
han så sin gernings afgrundsbund!
| 44 |
BRAND (stille).
Ja, her er nød.
EJNAR (bleg).
Er muligt sligt!
FOGDEN.
Han hører ej til mit distrikt.
BRAND (kort, til almuen).
Gør loss en båd og sæt mig over!
EN MAND.
I sligt et vejr? Det ingen vover!
FOGDEN.
Rundt fjorden går en sti --
KVINDEN.
Nej, nej, --
nu findes ingen farbar vej;
jeg foer den, men et elvebrudd
skar lige bag mig kloppen ud!
BRAND.
Gør båden loss.
| 45 |
EN MAND.
Umuligt nu;
det bryder over grund og flu!
EN ANDEN.
Se der! Et kast fra højden strøg,
så hele fjorden står i røg!
EN TREDJE.
Er vejret sligt, med slag og skrald,
så lyser provsten messefald!
BRAND.
En syndersjæl, sin domsstund nær,
ej venter efter vind og vejr!
(går ned i en båd og løser sejlet.)
I vover båden?
EJEREN.
Ja; men bliv!
BRAND.
Godt; kom nu den, som vover liv!
EN MAND.
Jeg går ej med.
EN ANDEN.
Og ikke jeg!
FLERE.
Det var den lige dødsens vej!
BRAND.
men husk, at min er med ombord!
| 46 |
KVINDEN (vrider hænderne):
Han ufrelst dør!
BRAND (råber fra båden):
Én mand er nok
til hjælp med øsekar og fok!
Kom, en af jer, som nylig gav!
Giv, mænd, giv indtil død og grav!
FLERE (viger tilbage).
Kræv aldrig sligt!
EN ENKELT (truende).
Af båden ud!
Det er for stærkt at friste Gud!
FLERE RØSTER.
Se, vejret vokser!
ANDRE.
Linen brast!
BRAND (hugger sig fast mod bådshagen og råber til den fremmede kvinde).
Godt; kom da du; men kom i hast!
KVINDEN (viger tilbage).
Jeg! Her, hvor ingen --!
BRAND.
Lad dem stå!
KVINDEN.
Jeg kan ej!
| 47 |
BRAND.
Kan ej?
KVINDEN.
Husk de små --!
BRAND (ler).
Dynd er den grund, I bygger på!
AGNES (vender sig med blussende kinder raskt om til EJNAR,
lægger hånden på hans arm og siger):
Har alt du hørt!
EJNAR.
Ja; han er stærk!
AGNES.
Gud signe dig! Du véd dit værk!
(råber til BRAND:)
Se, -- her er én, som vel er værd
at følge med på frelsens færd!
BRAND.
Så kom!
EJNAR (bleg).
Jeg!
AGNES.
Gå! Jeg har dig skænkt!
Højt ser mit syn, som før var sænkt!
EJNAR.
Før dig jeg traf, jeg skulde skænkt
mig selv, og villig med ham styrt --
| 48 |
AGNES (bævende).
Men nu --!
EJNAR.
Mit liv er ungt og dyrt; --
jeg kan det ej!
AGNES (viger tilbage).
Hvad har du sagt!
EJNAR.
Jeg
AGNES (skriger ud).
Nu blev der lagt,
med stormslag og med strømnings fos,
et verdenshav imellem os!
(til BRAND:)
Jeg går i båden!
BRAND.
Godt; så kom!
KVINDERNE (forfærdede, idet hun springer ombord).
Hjælp, Jesus!
EJNAR (griber fortvivlet efter hende).
Agnes!
HELE MÆNGDEN (iler til).
Stands! Vend om!
| 49 |
BRAND.
Hvor ligger huset?
KVINDEN (peger ud).
Ende
på næset bag det svarte skær!
(båden støder fra land.)
EJNAR (skriger efter dem).
Husk dine syskend; husk din moer!
Frels livet!
AGNES.
Her er
(Båden sejler. Almuen stimler sammen på højderne
og ser efter den i stærk spænding.)
EN MAND.
Han klarer odden!
EN ANDEN.
Nej!
FØRSTE.
Jo, se, --
han har den agter alt i læ!
ANDEN.
En kastevind! Den har dem fat!
FOGDEN.
Se, se, -- den stryger med hans hat!
EN KVINDE.
Så svart, som korpens vinge, slår
i vejret vildt hans våde hår!
| 50 |
FØRSTE MAND.
Alt står i kog og røg.
EJNAR.
Hvad var
det skrig, som gennem stormen skar?
EN KVINDE.
Det kom fra fjeldet.
EN ANDEN (peger op).
Der står
og ler og hujer ad hans færd!
FØRSTE KVINDE.
Hun blæser i et bukkehorn
og kaster sten som koglekorn!
ANDEN KVINDE.
Nu slang hun hornet som en vånd
og tuder i den hule hånd!
EN MAND.
Ja, tud og skrig, du stygge trold, --
den karl har både vagt og skjold!
EN ANDEN.
I værre vejr, med ham tilrors,
står trygt jeg næste gang tilfjords.
FØRSTE MAND (til EJNAR).
Hvad var han?
EJNAR.
Prest.
| 51 |
ANDEN MAND.
Ja, hvad han var, --
det kendtes vel, han var en karl!
I ham var mod og magt og trods.
FØRSTE MAND.
Det var en rigtig prest for os!
MANGE RØSTER.
Ja, det var rigtig prest for os!
(de spreder sig ud over bakkerne.)
FOGDEN (samler sine papirer og bøger).
Det formløst er i alle fald
at træde op i fremmed kald,
og gribe ind og vove liv
foruden tvingende motiv. --
Jeg gør bestandig og min pligt, --
men altid indom mit distrikt.
(går).
(Udenfor hytten på næset. Det er langt på dagen. Fjorden ligger blank og stille.)
(AGNES sidder nede ved stranden. Lidt efter kommer BRAND ud af døren.)
BRAND.
alle rædslers stænk og skræk;
nu med stille store træk
ligger han så lys og lettet.
Kan et svigtende bedrag
gøre nat til slig en dag?
| 52 |
| 53 |
(Nogle mænd af almuen kommer frem bag huset og nærmer sig BRAND.)
EN MAND.
Vi skal nok mødes anden gang.
BRAND.
Han har til eders hjælp ej trang.
MANDEN.
Selv er han løst og hjulpen; men
i stuen sidder tre igen.
BRAND.
Og så?
MANDEN.
Af smulerne, vi fik,
vi førte med en liden slik --
BRAND.
Hvis alt du gav foruden livet,
da vid, at du har intet givet.
| 54 |
MANDEN.
Hvis han, som her nu ligger død,
idag var stedt i livsensnød
og skreg om hjælp fra hådens hvælv,
jeg skulde vovet livet selv.
BRAND.
Men sjælens nød har ingen vægt?
MANDEN.
Husk på, vi er en slæbets slægt.
BRAND.
Så vend jert hele fulde syn
fra lyset over åsens bryn;
skel ej, som nu, med venstre øjet
tilhimmels, og det højre vendt
mod muldet, hvor, med ryggen bøjet,
I har jer selv for åget spændt.
MANDEN.
Jeg havde tænkt, du heller gav
det råd at ryste åget af.
BRAND.
Ja, om I kan.
MANDEN.
Du ejer magt.
BRAND.
Gør jeg?
MANDEN.
Alt mangen har os
og
de
| 55 |
BRAND.
Du mener --?
MANDEN.
Ikke tusend ord
sig prenter, som én gernings spor.
Vi søger dig i bygdens navn; --
vi ser, en mand er just vort savn.
BRAND (urolig).
Hvad vil I mig?
MANDEN.
Bliv du vor prest.
BRAND.
Jeg? Her!
MANDEN.
Du har vel hørt og læst,
vor menighed er presteløs?
BRAND.
Ja nu jeg mindes --
MANDEN.
Før i tiden
var bygden stor, nu er den liden.
Da uår kom, da kornet frøs,
da sot faldt over folk og fæ,
da armod slog hver mand iknæ,
da nøden sang hver sjæl i døs,
da her blev dyrt på sul og sæd, --
da blev her prestedyrtid med.
| 56 |
BRAND.
Kræv hvad du vil, men aldrig sligt!
På mig er lagt en større pligt.
Jeg trænger livets stærke røre,
jeg trænger verdens åbne øre.
Hvad skal jeg her? Hvor fjeldet stænger,
har mandemælet ingen magt.
MANDEN.
Hvor fjeldet svarer, lyder længer
det ord, som fuldt og stærkt blir sagt.
BRAND.
Hvem lukker sig i gruben inde,
når vangen vinker fri og flak?
Hvem pløjer ødemarken brak,
når der er odlet land at finde?
Hvem vil af kærner høste frugt,
når ungtrær står i modningsaldren?
Hvem sløver sig i døgnværkskvaldren,
når han har syners lys og flugt?
MANDEN (ryster på hovedet).
Din dåd forstod jeg, -- ej dit ord.
BRAND.
Spørg ikke mer! Ombord, ombord!
(vil gå.)
MANDEN (træder i vejen for ham).
Det kald, som ej du slippe vil,
det værk, som nu du stunder til, --
det er dig altså dyrt?
| 57 |
BRAND.
Mit liv
i et og alt det er!
MANDEN
Så bliv!
(med eftertryk.)
Hvis alt du gav foruden livet,
så husk, at du har intet givet.
BRAND.
Ét ejes, som du ej kan skænke;
det er dit eget indre
Du tør ej binde, tør ej lænke,
du tør ej stemme kaldets elv; --
den vil sin vej til havets hvælv.
MANDEN.
Blev den i myr og tjern begravet, --
den når som dugg tilslut dog havet.
BRAND (ser visst på ham).
Hvo gav dig slige ord i munden?
MANDEN.
Du gav mig dem i storværkstunden.
Da stormen skreg, da sjøen slog,
da frem trods storm og sjø du drog,
da for en rådløs syndersjæl
du satte livet på en fjæl, --
da strøg det gennem mangt et sind
snart koldt, snart varmt, som sol og vind,
da ringed det som klokkeklemt -- --
(sænker stemmen.)
Imorgen, kanske, er det glemt;
da firer vi det løftningsflag,
du hejste over os idag.
| 58 |
BRAND.
Hvor kraft ej er, der er ej kald.
(hårdt.)
Kan ej du være, hvad du
så vær alvorligt, hvad du
vær helt og holdent muldets mand.
MANDEN (ser en stund på ham og siger):
Ve dig, som slukte, da du gik;
ve os, som så et øjeblik!
(han går; de øvrige følger stille efter.)
BRAND (ser længe efter dem).
En for en med højde nakker
går den stille klynge hjem.
Sindet sturer, foden sakker,
staver tungt og træt sig frem;
hver af dem med tungsinds lader
går som truet af et ris,
går, som menneskenes fader
dreven ud af Paradis, --
går, som han, med skyldslørt tinding, --
ser, som han, i mørkets gab, --
bær, som han, sin kundskabs vinding, --
bær, som han, sin blindheds tab;
Mennesket jeg kækt har villet
skabe nyt og helt og rent; --
der er værket, -- brødens billed,
ikke Guds, som det var ment. --
Ud herfra til større vidder;
her er rum ej for en ridder!
(vil gå, men standser, idet han ser AGNES ved stranden.)
Se, hvor lyttende hun sidder,
som om her var sang i luften.
| 59 |
(nærmer sig.)
Unge pige, er det fjordens
krumme vej, som synet følger --?
AGNES (uden at vende sig).
Hverken fjordens eller jordens;
begge sig for synet dølger.
Men en større jord jeg skimter;
skarpt mod luften står dens runding:
have ser jeg, floders munding;
solblink gennem tågen glimter.
Jeg ser slaglys, luerøde,
legende om skyslørt tinde,
ser en umålt ørkens øde.
Store palmer står derborte,
svajer i de hvasse vinde,
kaster bag sig skygger sorte.
Intet livstegn er at finde;
det er ligt en jord, som skabes;
og jeg hører røster runge,
og jeg hører stemmer tolke:
gør dit værk, det ansvarstunge; --
denne jord skal du befolke!
BRAND (reven med).
Sig, hvad mer du ser!
| 60 |
AGNES (lægger hånden på brystet).
Herinde
kan jeg kende kræfter ulme,
kan jeg føle floder svulme,
kan jeg se en dagning rinde.
Hjertet, lig en verden, vider
stort sig ud til alle sider,
og jeg hører stemmer tolke:
Alle tanker, som skal komme,
hver en gerning, som skal gøres,
vågner, hvisker, ånder, røres,
som om fødslens stund var omme;
og jeg aner mer end øjner
føler at han skuer ned
fuld af sorg og kærlighed,
lys og mild som morgenrøden,
og bedrøvet dog til døden;
og jeg hører røster runge:
nu du skabe skal og skabes;
nu du frelses eller tabes; --
gør dit værk, det ansvarstunge!
BRAND.
Indad; indad! Det er ordet!
Did går vejen. Der er sporet.
Eget hjerte, --
nyskabt og for Gudsliv moden;
Lad så verden gå sin gang
under trældom eller sang; --
men ifald vi fiendtligt mødes, --
| 61 |
(tænker stille en stund og siger:)
Være helt sig selv! Men vægten
af ens arv og gæld fra slægten?
(standser og ser ud.)
Hvem er hun, som jordvendt kommer
klavrende opover bakken,
kroget, ludende med nakken?
For at puste må hun stå,
støtter sig for ej at slingre,
griber med de magre fingre
hvast i sine dybe lommer,
som en skat hun slæbte på.
Om den visne benrad slænger
stakken, som en fjærhams lægg;
hånden krummer sig som tænger;
hun er ørnen lig, der hænger
spigret på en stabbursvæg.
(pludselig angst.)
Hvilket iskoldt barneminde,
hvilket gufs fra hjem og fjord
drysser rim om denne kvinde, --
drysser værre rim herinde -- --?
Nådens Gud! Det er min moer!
BRANDS MODER
(kommer opover, standser halvvejs synlig i bakken, holder hånden skyggende over øjnene og ser sig om).
Her, har de sagt, han var.
(kommer nærmere.)
| 62 |
Den onde
tae solen -- hun gør halvt mig blind!
Søn, er det dig?
BRAND.
Ja.
MODEREN (gnider øjnene).
Hu; det skin
det brænder en i synet ind;
en kan ej skille prest fra bonde.
BRAND.
Derhjemme så jeg aldrig sol
fra løvet faldt til gøgen gol.
MODEREN (ler stille).
Nej, der er godt. Der blir en frossen,
som istap-kallen over fossen.
En blir så stærk, at hvadsomhelst
en tør, -- og tror sig endda frelst.
BRAND.
Goddag. Farvel. Min tid er knap.
MODEREN.
Ja, du har altid været rap.
Som gut du stunded bort herfra --
BRAND.
At bort jeg foer, dig tyktes bedst.
MODEREN.
Ja, det var skelligt nu som da;
det trængtes vel at du blev prest.
| 63 |
(betragter ham nærmere.)
Hm, han er vokset stærk og stor.
Men agt nu bare på mit ord, --
vær vaer om livet!
BRAND.
Er det alt?
MODEREN.
Ja, livet? Ja, hvad er der mere?
BRAND.
Jeg mener: rådet, som nu faldt,
er det det hele?
MODEREN.
Véd du flere,
så brug dem som du vil. Men livet,
berg det for mig; jeg har det givet.
(vred.)
Det spørges vidt, hvad du har øvet;
og det har gjort mig ræd og skræmt.
Tilfjords idag! Du kunde røvet,
hvad du for min skyld skulde gemt.
Du er den eneste i slægten.
Du er min søn, mit kød og blod.
Du slutter af, som tagryg-lægten,
det hus, jeg tømred, fod for fod.
Hold fast; stå stærk; bær lange tider!
Vær vaer om livet! Aldrig svigt!
At leve er en arvings pligt, --
og du blir min -- engang -- omsider --
BRAND.
Så? Derfor er det, at du kommer
og søger mig med fyldte lommer?
| 64 |
MODEREN.
Søn, er du gal!
(viger tilbage.)
Kom ikke nær!
Bliv stående! Jeg slår med staven!
(roligere.)
Hvad mente du med det? -- Hør her!
Jeg ældes år for år; det bær
sent eller tidligt frem mod graven;
så får du alt, hvad jeg har ejet;
det ligger tællet, målt og vejet. --
Jeg har ej på mig! -- Hjemme ligger
det hele. Det er ikke stort;
men den, som får det, er ej tigger. --
Stå der du står! Kom ej herbort! --
Jeg lover dig, jeg skal ej putte
i sprækker eller grave ned
en hvid på noget ukendt sted, --
ej gemme noget under stene,
i muren, under gulvets fjæl; --
du, sønnen min, får arven hel;
altsammen går til dig alene.
BRAND.
På visse vilkår?
MODEREN.
På det ene,
at ej du skal med livet rutte.
Hold ætten oppe, søn for søn;
jeg kræver ingen anden løn.
Og sørg så for, at intet spildes, --
at intet deles eller skilles; --
øg, eller ikke, hvad du får;
Men gem det, gem det år for år!
| 65 |
BRAND (efter et kort ophold).
En sag får klares mellem os.
Jeg har fra gut af vist dig trods; --
jeg var ej søn, du var ej moer,
til du blev grå og jeg blev stor.
MODEREN.
Jeg kræver ikke klap og smek.
Vær som du vil; jeg er ej vek.
Vær hård, vær strid, vær istapkold, --
det kløver ej mit bringeskjold;
gem blot din arv, -- om død og gold, --
når kun den er i slægtens vold!
BRAND (går et skridt nærmere).
Og hvis jeg tvertom fik isinde
at strø den ud for alle vinde?
MODEREN (tumler tilbage).
Strø ud, hvad gennem trældoms-år
har krøgt min ryg og blegt mit hår!
BRAND (nikker langsomt).
Strø ud.
MODEREN.
Strø ud! Hvis det du gør,
for vinden ud min sjæl du strør!
RRAND.
Og hvis jeg gør det lige vel?
Hvis ved din seng jeg står en kveld,
| 66 |
MODEREN (nærmer sig i spænding).
Hvor har du denne tanke fra?
BRAND.
Hvorfra? Skal jeg fortælle?
MODEREN.
Ja!
BRAND.
Ifra et barndomseventyr,
som aldrig af mit minde flyr,
som skræmmer sjælen, lig et ar
ifra et helet hareskar.
Det var en høstkveld. Død var faer,
og du lå syg. Jeg sneg mig ind,
hvor han lå bleg i vokslysskin.
Jeg stod og stirred fra en krog,
og så han holdt en salmebog;
mig undred mest den dybe dvale,
og hvi hans håndled var så smale;
jeg kendte lugt af kuldslået lin; --
da hørte jeg på gangen trin; --
ind kom en kvinde, så mig ej, --
hun gik til sengen rakt sin vej.
Hun gav sig til at gramse, rode;
først flytted hun den dødes hode,
så trak hun frem en bundt, så flere, --
hun tælled, hvisked: mere, mere!
| 67 |
MODEREN.
Mit krav var stort, mit fund var skralt;
og det var mer end dyrt betalt.
BRAND.
Det blev dig dyrere endda;
mit sønnesind det stjal dig fra.
MODEREN.
Lad gå. Det er jo gammel brug
at købe gods for sind og hug.
Jeg gav fra først en større pris;
jeg tror, jeg gav mit livs forlis.
Jeg noget gav, som nu er slukt; --
det står mig for som lys og flugt,
som noget både dumt og smukt; --
jeg gav, hvad knapt jeg længer véd; --
folk kaldte det for kærlighed. --
Jeg mindes godt, min strid var svar;
jeg mindes godt det råd fra faer:
glem husmandsgutten; tag den anden;
| 68 |
BRAND.
Og mindes du, så nær din grav,
at sjælen du på købet gav?
MODEREN.
At
da sønnen min blev sat til prest.
Når timen kommer, for min tarv
du sørge skal til tak for arv.
Jeg ejer både fast og løst;
du ejer ord og magt og trøst.
BRAND.
Så klog du er, du så dog fejl,
da mig du så i hjemmets spejl.
Der gives fler langs li og led
med slig forældrekærlighed; --
I ser i barnet en forvalter
for husets efterladte pjalter;
af evigheden går et skær
forbi jer tanke hist og her;
I griber efter den og mener
I tingen er på livet nær,
når æt og arv I sammengrener, --
at døden I med livet ener,
at evighed som sum I får
af sammenlagte rækker år.
| 69 |
MODEREN.
Gransk ikke, søn, din moders sind,
men tag din arv, når den blir din.
BRAND.
Og gælden?
MODEREN.
Gælden? Hvilken gæld?
Der er ej nogen gæld.
BRAND.
Nu vel;
men hvis der var, -- jeg måtte svare
til hvert et skyldbrev, alting klare.
Søns sag det er, at alle krav
sker fyldest på hans moders grav;
var huset tomt, når jeg det tog, --
jeg arved dog din skyldnerbog.
MODEREN.
Så byder ingen lov.
BRAND.
Ej den,
som skreven er med blæk og pen;
men i hvert ærligt sønnesind
en anden lov står ristet ind, --
og denne lov skal fyldest ske.
Forblindede, lær dog at se!
Guds bo på jord har du forringet,
dit sjælelån har du forødt,
det billed, hvori du blev født,
har du med dyndets skimmel dækt;
den ånd, som engang var bevinget,
har du i myldret vingestækt.
| 70 |
MODEREN (sky).
Hvor jeg vil hen? Hvor hen?
BRAND.
Frygt ej;
din søn taer al din gæld på sig.
Gudsbilledet, som du har plettet,
i mig skal rejses viljetvættet!
Gå du kun trøstig til de døde.
Gældbunden sover ej min moer; --
jeg klarer gælden.
MODEREN.
Gæld og brøde?
BRAND.
Din gæld. Kun
Din sjælegæld din søn skal klare;
men for din synd må selv du svare.
Den
forskingret i en jordtræls stræv,
kan indtil sidste rest og hvid
betales ved en andens id;
men
for
MODEREN (urolig).
Det er nok bedst jeg kommer hjem
i skyggen under bræens brem;
her skyder giftig tankegrøde
i dette klumre solskins skær;
en blir af duften næsten svimmel.
| 71 |
BRAND.
Søg skyggen du; jeg er dig nær.
Og drages du mod lys og himmel,
og stunder du imod et møde,
da skik mig bud og jeg skal komme.
MODEREN.
Ja, du med dine straffedomme!
BRAND.
Nej, varm som søn og mild som prest
jeg værger dig mod rædslens blæst;
med sang jeg ved dit lejes fod
skal svale svien i dit blod!
MODEREN.
Det lover du med hånd og mund?
BRAND.
Jeg kommer i din angers stund.
(nærmere ved hende.)
Men vilkår sætter jeg, som du.
Alt, hvad til jord dig binder nu,
skal du frivilligt kaste af
og skride nøgen mod din grav.
MODEREN (slår vildt imod ham).
Byd ilden skilles fra sin hede,
sne fra sin frost, sjø fra sin væde!
Slå af!
BRAND.
Kast midtfjords barn af båden,
og bed at Gud vil signe dåden.
| 72 |
MODEREN.
Kræv anden bod; kræv sult og tørst, --
Men ikke det, som tykkes størst!
BRAND.
Går end det
al resten mildner ej hans dom.
MODEREN.
Jeg lægger sølv i kirkeblok!
BRAND.
MODEREN.
Søn, er
BRAND.
For dig er intet bodsværk, før,
som Hjob på askens hob, du dør.
MODEREN (vrider hænderne).
Mit liv forspildt, min sjæl forstødt;
om stakket tid mit gods forødt!
Så hjem og kryste tæt i favn
alt, hvad af mit endnu bær navn!
Mit gods, mit smertens barn, mit gods, --
for dig jeg rev mit bryst tilblods; --
nu hjem og græde som en moer
ved vuggen for sit syge noer. --
Hvi blev min sjæl da født i kød,
når kødets elsk er sjælens død? --
Bliv nær mig, prest! -- jeg véd ej nu
hvad sind jeg får i timens gru.
Må alting jeg ilive miste, --
jeg vil dog vente til det sidste.
(går.)
| 73 |
BRAND (ser efter hende).
Ja, din søn skal nær sig holde,
bie på din bodsstunds bud,
varme op din gamle kolde hånd,
så fort den rækkes ud.
(går nedover til AGNES).
Kvelden blev ej morgnen lig.
Da stod sind og hug til krig;
fjernt jeg hørte slagsang klinge,
vredens sverd jeg vilde svinge,
knuse løgnen, dræbe trolde,
klemme verden mellem skjolde.
AGNES (har vendt sig om og ser lyst op til ham).
Morgnen var mod kvelden bleg.
Da jeg vilde løgn og leg,
vilde vinde, vilde skabe,
hvad min vinding var at tabe.
BRAND.
Stærke drømme, fagre drømme,
kom i flok som vilde svaner,
løfted mig på brede vinger.
slægtens, tidens skyldbetvinger
stævned stor på støjens strømme.
Kirkeprocessioners pragt,
hymner, virak, silkefaner,
gyldne skåler, sejersange,
løftnings-jublen fra de mange,
lyste, om mit livsværk lagt. --
Alt lå lokkende og rigt; --
men det hele var et digt,
| 74 |
længe førend dagen hælder, --
står imellem urd og sund,
udestængt fra verdensvrimlen,
med en strime kun af himlen, --
men jeg står på
Sunget er mit søndagsdigt;
af må vingehesten sadles;
men jeg ser et større mål,
end en dyst med ridderstål, --
slidets dagværk, yrkets pligt,
skal til søndagsgerning adles.
AGNES.
Og hin Gud, som skulde falde?
BRAND.
Han skal falde ligefuldt, --
men i løndom, dulgt og skjult,
ikke åbenlyst for alle.
Grant jeg ser, at fejl jeg tolked
frelsens helsebod for folket.
Ingen bramfuld storværkshandling
løfter slægten til forvandling;
vækkelsen af rige evner
bøder ej dens sjælerevner.
Det er
Viljen frigør eller fælder,
viljen, hel, i alt det spredte,
i det tunge som det lette. --
(vender sig indover mod bygden, hvor aftenskyggerne begynder at falde.)
| 75 |
Kom da, mænd, som vandrer sløve
i min hjembygds lukte dale; --
sjæl mod sjæl i tomandstale
vil vort lutringsværk vi prøve,
halvhed fælde, løgnen døve,
vække viljens unge løve!
Hand om hakken, som om sverdet,
enes kan med mandeværdet;
ét er målet, --
tavler, hvorpå Gud kan skrive.
(Han vil gå. EJNAR møder ham.)
EJNAR.
Stands og giv mig, hvad du tog!
BRAND.
Er det hende?
EJNAR (til AGNES).
Vælg imellem lyse vidder
og den skumle sorgens krog!
AGNES.
Jeg har intet valg at gøre.
EJNAR.
Agnes, Agnes, lån mig øre!
Kom ihug den gamle lære:
let at løftes, tungt at bære.
AGNES.
Gå med Gud, du fagre frister;
jeg skal bære til det brister.
| 76 |
EJNAR.
Tænk på alle dine kære!
AGNES.
Hils til syskend, hils til moer;
brev jeg skikker, får jeg ord.
EJNAR.
Ude på de blanke vande
skær de hvide sejl fra strand; --
længsler lig på drømfyldt pande,
høje, perlestænkte stavne,
jager, flygter, for at havne
fjernt ved et forgættet land!
AGNES.
Sejl i vester eller Øster; --
tænk på mig som en begravet.
EJNAR.
Agnes, følg mig som en søster!
AGNES (ryster på hovedet).
Mellem os er verdenshavet.
EJNAR.
O, så hjem da til din moer!
AGNES (stille).
Ej fra lærer, ven og broer.
| 77 |
BRAND (kommer et skridt nærmere).
Unge kvinde, vogt dig vel.
Klemt imellem fjeld og fjeld,
skygget om af tag og tinde,
stængt i revnens halvnat inde,
skal mit liv fra
som en stur Oktoberkveld.
AGNES.
Mørket skræmmer ikke længer;
stjernen gennem skyen trænger.
BRAND.
Husk, at jeg er streng i kravet,
fordrer
hvis på vejen fra du faldt,
var dit liv som slængt i havet.
Ingen prutningsmon i nøden,
ingen eftergivt i brøden; --
strækker ikke livet til,
må du villigt gå i døden!
EJNAR.
Flygt fra dette vilde spil!
Slip den mørke lovens mand;
lev det liv, du véd, du kan!
BRAND.
Vælg; -- du står på vejens skille.
(går.)
EJNAR.
Vælg imellem storm og stille!
Valget mellem
| 78 |
valg er mellem fryd og sorgen,
valg imellem nat og morgen,
valg imellem død og liv!
AGNES (rejser sig og siger langsomt):
Ind i natten. Gennem døden. --
Bagom dæmrer morgenrøden.
(Hun følger efter, hvor BRAND gik. EJNAR ser en stund som fortabt
efter hende, bøjer hovedet og går udover mod fjorden igen.)
