Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Paaskedag. Kristi, vor Vens, opreisning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
168
have. Saa har hun vasket Ham med sine taarer
for sisste gang og øst ut oljen. Og hun ser at
stenen blir rullet for mørket indi fjeldet — nu
gjemmer fjeldet det som alle hendes levedager
vil gjøre denne have til venskapets helligdom for
hende. Saa gaar der en nat og en dag og en
nat til, og i dagbrækningen kommer hun tilbake
for at gieste sin helligdom.
Verden har tat fra hende alt som kunde gjøre
hende glad. Ikke bare denne verdens glæder er
blit umulige for hende nu og for altid, men selve
den tro og det haab og den kjærlighet som hun
fornylig hadde fundet, er blit formørket — siden
Han som hadde kaldt alt dette til live ikke kunde
frelse sig selv engang —. Men ett er der som
verden aldrig kan ta fra hende — et minde saa
levende, saa det er en kval — om et venskap
som endda i denne stund er venskap, saa levende
er mindet. Saa længe hun har haven, hvor Hans
legeme hviler, kan hun holde ut at leve. Hit kan
hun gaa hver eneste uke som til en guds
helligdom, hun kan se aarstiderne komme og gaa over
haven, det grønne vokse op omkring graven,
endda eier hun noget som er hende kjærere end
verden nogensinde har været.
Denne morgen vil hun se Ham for sisste gang.
Og hun gaar utover, fort og tyst, bærende de
vellugtende urter for at salve Ham endda engang
......Og saa falder det sisste slag, for stenen
er veltet fra, og indenfor ser hun en lysning, et
blekt skjær som viser hende at stenbænken er
tom —. Hvad bryr hun sig om de engler som
hun skimter, halvveis blind av fortvilet graat.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
