Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 20 —
Einhard har ved Aar 811 tre Gange det danske Navn
Osfred eller Osfrid af *AnsufrepuR. Samtidig maa Ordet «Fred»
usammensat antages at have lydt *friduR-
Ordet sunuR Accus. sunu «Søn» er ikke paa én Gang i alle
Stillinger i Sætningen blevet sjmkoperet til den enstavelses
Form sunR Acc. sun. Tidligst blev det synkoperet, hvor det
med svag Betoning enklitisk sluttede sig til en deraf styret
Genetiv af et Mandsnavn. Saaledes har Gursten-Indskriften i
Smaaland (Runverser 164), fra c 875—900, uifripaRSun (Accus.)
ved Siden af sunuR. Sparløsa-Indskriften i Vestergøtland, der
vist ikke er yngre end Midten af 9de Aarh., airikis sunR. Ja
endog Gimsø-Indskriften fra Lofoten, som jeg henfører til 800—
850, har Accus. nafRSun, d. e. NafaRSun.
Hermed kan sammenstilles, at de nynorske Dialekters Ord
sån «Søn» nu, hvor det enklitisk slutter sig til en Genetiv af
et Mandsnavn, tildels er stærkere afkortet end som selvstændigt
Ord, nemlig paa Helgeland til so (Jonso), i Indherred og Fosen
til sa (Jonsa).
Ogsaa hvor Ordet for «Søn» syntaktisk var forbundet med
en umiddelbart følgende Genetiv af et Mandsnavn, synes
Enstavelsesformen at være indtraadt paa en Tid, da Ordet
endnu, hvor det havde sin selvstændige fulde Betoning, brugtes
i tostavelses Form.
Vi finde saaledes, som det synes, allerede i
Ingelstad-Ind-skriften i Østergøtland (Runverser 135) sunRkutfyJg,. Denne
Indskrift henfører jeg efter et Skjøn til c. 850—875. I
Gursten-Indskriften (c. 875—900?) følger derimod efter den
usynko-perede Form sunuR ingen Genetiv. Tryggevælde-Indskriften i
Sjælland (Wimmer Runenschr. S. 370) fra c. 900 har Accus. sun nairbis.
I Brages Vers forekommer sunr (eller sonr) AldafgÖrs Sn. E.
I, 242. Hvorvidt denne Ordform i Norsk kan have været brugt
allerede i første Halvdel af 9de Aarh., synes mig meget
tvivlsomt, men Muligheden deraf tør jeg efter det foregaaende ikke
benegte. Det samme gjælder om mggr Sigurd ar hos Brage
Sn. E. I, 426.
Tostavelses Former paa -u med kort første Stavelse var
synkoperede til enstavelses som første Sammensætningsled paa
en Tid, da de som selvstændige Ord med fuld Betoning endnu
udtaltes som tostavelses.
Irske Annaler ved 873, 878, 880 har Barith, hvilken
Navneform jeg tilligemed oldnorsk Bårdr har forklaret af *BadufrepuR.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
