Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
121
Skib hun var bleven viet til Cavendish. Han var en «
meget smuk Mand paa fyrretyve Aar, hvis Kinder
den tropiske Sol havde brunet, men hvis trohjertede
blaa Øine robede hans Herkomst.
»Min Gud! Det er jo Capt. Cottonl«
,,Nu Lord Combermere, Mylady! Min Fader døde
for to Aar siden og jeg har forladt Tjenesten, da jeg
nu er rig nok til at leve efter min egen Lyst. Med
stor Vanskelighed har jeg paa »Bjergtoppen« faaet at
vide, hvor min gamle Kammerat Caveudish havde
skjult sig med Dem, og jeg er kommen hid for at see
hvorledes De tilbringe Tiden iDeres Ensomhedz men
hvor er Lorden?«
»Han er iSkoven og kommer neppe hjem for til
Middag; De maa tage tiltakke med mig saalænge.«
Det var ikke vanskeligt, thi Alice var om muligt
endnu skjønnere tiltrods for sine fem og tredive Aar,
end da hun slog sit Slor tilbage paa Fregattens Daek
i Callaos Havn; men den sorgmodige Sky bedækkede
endnu hendes Pande, og det store sorte Øie straalede
rigtignok sikkert og stolt, men med dyb Tungsindighed.
Lord Combermere fandt hende uendelig indtagende og
besluttede at blive, indtil han havde opdaget Grunden
til dette bestandige Tungsind.
Der gik Dage og Uger. Alices Blik fik efter-
haanden mere Liv, men Cavendish var altid kold, dorsk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
