Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ulykken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
246
tschekhof :
Sjælero, men hendes Kamp var forgjæves, og hun følte
sig saa oprørt over sin egen Afmagt og Svaghed, at
hun kom til det Resultat, at alle de Skrupler, hun
havde gjort sig i Løbet af Dagen, kun var en latterlig
Komedie. «Ja, hvis jeg har kæmpet, saa har det
været paa Skrømt!» sagde hun til sig selv, og i det
samme var det, som om en usynlig Kraft drog hende
ud af Huset. Hendes Hjærte bankede, og hun saa’
hen paa sin sovende Mand.
«Andrej!» skreg hun. «Hør, du rejser jo med
mig — ikke sandt?»
«Det er mig umuligt — det véd du jo godt!»
brummede han halvt i Søvne. «Du maa rejse alene!»
«Men hvis du ikke tager med, saa risikerer du
at tabe mig. Jeg er . . . jeg er forelsket — hvis du
vil vide det!»
«Hvad behager? — I hvem?» spurgte han.
«Ja, det kan jo være dig ligegyldigt!» skreg hun.
«Aa, det er vel kun en fix Idé!» sagde han idet
han rejste sig og vippede sine Ben ud over
Sengekanten. Han vilde ikke rigtig tro paa Sandheden af
hendes Ord, men følte sig dog noget ilde berørt af
dem. Efter at have gjort hende nogle ligegyldige
Spørgsmaal udtalte han sine Anskuelser om
Ægteskabets Hellighed og Ukrænkelighed og om Følgerne
af Utroskab o. s. v., og saa snart han havde holdt sit
Foredrag, lagde han Hovedet tilbage paa Puden og
faldt i Søvn. Hans Ord havde ikke gjort noget
Indtryk paa Sofie Petrovna; hun rejste sig, kastede sin
Mantille om sig og stod saa lang Tid i dybe Tanker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
