Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
34
for os — han, i hvis Nærhed man altid syntes, det
var St. Hans . . . saadan fløj troldske Tanker ud
og ind, naar han talte, saadan flammede og lyste
det om ham af en Ild, der gav Genskin i hans
Øjne og Miner!
— I denne lyse Junimorgen, da jeg stod deroppe
i den herlige Natur og saa over til Aulestad, da
maatte jeg med H. C. Andersen sande, at „Livet
selv er det dejligste Eventyr!"
Det eventyrlige havde jeg oplevet om Natten
. . . ja hver Dag heroppe, hvor jeg vidste, at han
var nær, han, der var mig mere værd end Huldren
og Nøkken.
Idet jeg gaar ned fra Højen, ser jeg et rørende
lille Bed paa Klippen . . . Meningen er saa god
med det — „dette skal være et Blomsterbed,"
forstaar man.
Det er indhegnet af Pinde. Og der har sikkert
været saaet noget i Bedet; men kun en eneste lille
hensygnende Haveplante vantrives i den tørre Jord.
Men Naturens egne Blomsterbørn staar udenfor
med røde Kinder og dugglinsende Øjne og ser
forundret paa Haveblomsten — som Fattigfolks sunde
Børn ser ind paa den riges blege, forkælede Barn,
der staar i den hegnede Have.
H. C. Andersen kunde maaske digtet et
Eventyr om dette.
Vi mødte ved Femtiden paa Aulestad.
I sin elegante Hjemmefrakke og med sin
Fløjls-kalot modtog Bjørnson os i straalende Humør.
Da vi havde drukket Eftermiddagsté, viste Bjørn-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
