Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
37
ligner dog ikke rigtig; for jeg ser saa vigtig ud
— og jeg er ikke vigtig!"
Han havde sikkert Ret!
Der var noget kongebaarent over Bjørnson.
Og dette misforstod mange.
Han saa anderledes ud end de fleste.
Han hørte jo i det hele til
Undtagelsesmenne-skene, til dem, i hvem Naturen som i det
over-daadigste Lune synes at udtømme sin Skaberkraft
for at vise, hvad den formaar.
I Anledning af Karrikaturerne kom vi ind paa
den karrikerende Kritik, der hefter sig ved et
Menneskes Ydre med dets tilfældige Pudsigheder.
Og saa var vi paa éngang inde paa H. C. Andersen,
der jo maatte lide saa meget paa Grund af sin
mærkelige Person.
„Ja, hvor kan I være smaalige nede i det kære
Danmark!" sagde Bjørnson, „I ler ad alting — og
I gjorde tit H. C. Andersen stor Uret! — Han var
forpint paa mange Maader; men Poesien, Eventyret
redded ham og hjalp ham over det altsammen . . .
Saaledes husker jeg, at engang, jeg var i Rom, kom
H. C. Andersen til mig, lige ankommen, opreven
og ulykkelig, fordi han paa Vejen var bleven uenig
med sin Rejsefælle. I flere Dage saa jeg ham ikke.
Saa en Dag, jeg ser ud af Vinduet, udbryder jeg:
„Nej, se Karoline, dér kommer han med
Eventyrbenene!"
Og nu træder Andersen ind til os og læser
Eventyret om „Sneglen og Rosenhækken," hvor
han har skildret sit Forhold til Rejsefællen — herligt,
guddommeligt!"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
