Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
62
der sang, saa Tiden gik, og man blev gammel uden
at mærke det — eller fik en evig Ungdom.
Thi denne Sang syntes at synge en ny Sjæl ind
i os alle.
Bjørnson vilde øjensynlig ikke give sig hen —
dertil var han en alt for fin og blufærdig Natur!
De faa Ord, der kom over hans Læber, vidnede
dog om, hvor bevæget han var.
— Nogle Dage efter kom min Familie med
derop for ogsaa at nyde godt af Sangen.
Og atter bruser Tonerne frem, bølgende mellem
den gamle Bjørnson, der lysende af Livslyst sidder
i Salonen — og den unge Bjørnson, der lysende i
Marmor staar i Musikstuen.
Bissens Buste er skøn.
Den passer herinde, for der er Musik om den.
Det er den unge Apollo, der staar i den evige
Stad fuld af Skønhedslængsler.
Og i min Erindring lyder, forunderligt passende
til Øjeblikkets Stemning, Digtet »Fra monte Pincio":
Aftenen kommer, solen står rod,
farvende stråler i rummet henskylle
lyslængsel’ns glans i uendelig fylde
— fjældet forklares som åsyn i dod.
Vi faar at høre Evalds „Liden Gunver’1, der
tiltalte Bjørnson stærkt.
Han kom i Ekstase over Digtet og udbrød:
„Det er kolossalt!"
Saa følger Ibsens forunderlige:
Det var en fest kun
for Natten den sorte;
han var en gæst kun,
og nu er han borte!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
