Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
67
gen, det, som med sin dikkende Lyd og sine hæse
Slag i Glæde og Sorg har afmaalt Tiden for levende
og døende i det lille Hjem.
Vognen kører frem for Døren, og alle, der kan,
drager af Sted.
Kun gamle Mormor kan ikke følge, hun er
skrøbelig — kan hverken gaa eller køre.
Men sin Højtidsdragt har hun iført sig; og,
støttet til sin Stok, staar hun i Døren og ser
Svigersønnen og Datteren, med den lille paa Armen, samt
et Par andre Smaabørn sidde i Enspænderen.
Mormor har givet Hesten Brød, den hvide
Hest — skønt den ved, at Vejen er lang og trang,
er det, som den ogsaa glæder sig . . . den vrinsker
højt og vender sig efter Mormor, der siger: „Farvel,
Lise, farvel allesammen — kom godt frem!"
Vognen sætter sig i Bevægelse ... et Slag i
Luften med Pisken — for der er ingen, der slaar
Lise.
Mormor bliver staaende og skygger for Øjnene,
saa længe hun kan se dem.
Saa, nu drejede de om . . . men hun staar
endnu i Døren, saa længe hun kan høre Vognen.
Ak — hun vilde saa gærne været med og selv lagt
paa Gunnars Grav den Krans, hun med rystende
Hænder har bundet af Birkens Løv, det, han som
ung slyngede om hendes Pande, da hun var frisk
og vakker som den lyse Vaar.
Hun vilde saa inderlig gerne været med i Dag!
Omsider gaar hun ind, tager sine Hornbriller
paa, aabner Slægtens gamle Bibel med det store
5*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
