Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
84
Og saa var der det ved Bjørnson, at han altid
var saa glad i Øjeblikket.
Han kunde, som alle Stemningsmennesker, helt
glemme Fortid og Fremtid og synke hen i Nuet.
Ja, saadan var han ogsaa den Aften, som fandtes
der ingen Verden uden for den Stue, hvor han nu
dvælede.
Vi sad lyttende om ham, glemmende alt for at
høre ham.
Og, som havde Nattergalen ogsaa hørt ham og
vilde hilse ham med sine skønneste Toner — den
sang hin Nat saa vidunderligt!
Nu, naar jeg hører Nattergalen synge Foraaret
ind, vil jeg altid tænke:
„Kan du ikke synge Bjørnson hid igen?"
Mit sidste personlige Møde med Bjørnson var i
November 1907, da han rejste gennem København
paa Vejen til Syden.
Det var en Formiddag paa Hotel Dagmar.
Da jeg overrakte ham min ny Bog „Arvingen
til Skjoldnæs", udbrød han:
„Nej, De er dog et Pokkers Menneske! Har De
nu skrevet en Bog igen!"
Han saa paa Titelbladet og bladede i Bogen:
„Et nyt Emne! . . . Den ender vei godt? ... Naa,
det var bra’ det! . . . For det skal ende godt! . . .
Nu til Dags vil man gøre alt saa mørkt og
uhyggeligt! . . . Kommer ikke Bladene og fortæller om
Grieg, som nylig er død, at han var en Pessimist!
Det er den sorteste Løgn. Han var en ren
Solgud!"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
