Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
26
aandedrag. Saa med engang holdt det op at
puste. Det var slut. Ada, den bløteste av de
to piker, blev aldeles overvældet, — opløst i
smerte, bøiet sig ned over den ulykkelige
moder og klappet hendes haand opigjen og
op-igjen med den oprigtigste ømhet og deltagelse.
Moren stirret først paa hende i forbauselse,
saa brast hun i graat.
Ind kom et hæslig, fattig klædt
kvindemenneske, hun skyndte sig straks hen til moren
og sa: «Jenny! Jenny!» Da moren hørte denne
stemme, reiste hun sig og faldt om halsen paa
kvinden.
Hun ogsaa bar merker av mishandling, i
ansigt og paa armer. Hun hadde ingenslags
ynde over sig, ikke andet end sympatiens og
medfølelsens ynde, men som hun stod og
trøstet moren, manglet hun allikevel ikke skjønhet.
Jeg sier trøstet, men hun sa ikke et ord, ikke
andet end «Jenny! Jenny!» Resten laa i tonen.
Det var saa rørende at se disse to
fattigslige, grove, forslaatte kvinder saa inderlig
sammensluttet –de bedste sider hos slike folk
er næsten skjult for os. Hvad den fattige er
for den fattige, er litet kjendt undtagen for dem
selv og Gud. —
Det er ikke bare barnene og de fattige som
Dickens saaledes tar under sine kjærlige vinger,
det er idetheletat de svake, de som ikke er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
