Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122
eller vrede, for jeg vet at alle disse ting har
arbeidet sammen til at gjøre mig til den jeg er;
men jeg har aldrig siden glemt, og aldrig vil
jeg glemme eller kan jeg glemme at min mor
var ivrig efter at faa mig sendt tilbake.»
I den selvbekjendelse som Dickens nedskrev
til Forster, har han til slutning nogen ord hvor
han endnu engang med styrke fastslaar hvor
dype de saar var som denne hans fornedrelsens
tid hadde tilføiet hans sjæl.
«Fra dengang og indtil nu jeg skriver det
ned, har ikke et ord gaat over mine læber om
denne del av min barndom. Jeg har ingen idé
om hvorlænge den varte, om det var et aar
eller meget mere, eller mindre. Fra dengang
og indtil nu var min far og mor slagen med
stumhet om denne tid. Jeg har aldrig hørt den
svakeste antydning om den, ikke fra nogen av
dem. Jeg har aldrig indtil nu da jeg meddeler
det til dette papir, ikke engang i noget utbrud
av fortrolighet likeoverfor noget menneske, ikke
min egen hustru undtaget, løftet paa det teppe
som jeg dengang drog nedover det,
gudskelov-ogtak.
Indtil Hungerford-taarnet blev revet ned,
indtil Hungerford-trapperne blev fjernet og hele
kvarterets karakter blev forandret, hadde jeg
aldrig mot til at gaa tilbake til den plads hvor
min trældom begyndte. Naar jeg kom i nær-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
