Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
123
heten av Robert Warrens’ i Strand, var det
mange aar at jeg krydset over til den anden
side av gaten for at undgaa lugten av den
cement som de la over korkene paa sværteflaskerne,
og som mindet mig om hvad jeg engang var.
Det var meget længe før jeg likte at gaa op
Chandos-Street. Min gamle vei gjennem denne
bydel kunde faa mig til at graate, efterat mit
ældste barn kunde tale.
Siden den tid har jeg ofte vandret der paa
mine natteturer, og litt efter litt er jeg kommet
til at skrive dette. Det synes mig ikke at være
en tiendedel av hvad jeg kunde ha skrevet eller
av hvad jeg mente at skrive.»
Jeg har dvælet saalænge ved dette avsnit av
Dickens’ barndomsliv, som han selv skildrer
med saa mørke farver som fornedrelsens aar,
— fordi det forekommer mig at være en saa
uhyre vigtig, om ikke den allervigtigste episode
i hans liv.
Jeg nægter ikke for at hver gang jeg læser hans
beretning om disse aar, — ikke i David
Copper-field, men i det selvbiografiske fragment, som
jeg nu har referert, — saa blir jeg litt
forstemt. Jeg skjønner ikke rigtig at han paa det
tidspunkt han skrev det, — han var da 35 aar
gammel — kunde føie sig saa — jeg sier ikke
ulykkelig, men saa ydmyget ved det han hadde
gjennemgaat, at han kunde gaa omkring med det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
