Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
143
Dickens begyndte alt at skrive smaa
fortællinger, og de hadde en klub til at ordne med at
laane dem ut til hverandre, de spilte ustanselig
komedie, og her var naturligvis Dickens den
ledende, baade som arrangør og som
skuespiller.
«Jeg møtte ham en søndag morgen, straks
efterat han hadde forlatt skolen, — i kirken.
— Men jeg maa desværre si at Master Dickens
ikke brød sig det ringeste om gudstjenesten,
men fik mig til at le ved at fortælle at hans
middag stod færdig og poteterne vilde bli ødelagt
og idethele opførte sig paa en slik maate at
det var en Guds lykke at vi ikke blev kastet ut
av kirken.»
Vi ser av alt dette at Dickens var blit gut
igjen, fuld av munterhet og galskaper og iver.
Det gav da Wellington House ham ialfald.
Og ikke det alene, men ogsaa noget andet
og mere og større. Hans merkelige øine var
ustanselig aapne, han suget i sig uutslettelige
billeder av kamerater og lærere og forhold, og
alt dette vokste senere i hans fantasi og
gjen-opstod som vigtige provinser i den
merkvær-dige verden som jeg har kaldt Dickens’ land.
Uten at han tænkte paa det eller visste om
det, opholdt der sig i hans trofaste erindring
en rigdom av raastof, som fremefter livet
altid laa færdig til bearbeidelse. Lærere og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
