Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
163
florerte under de skjønne talemaater; den døde
rutines nedarvede hovmod, det vidtløftige
systems uovervindelige motstandskraft. Alt saa
han og alt forarget ham, eller vakte hans
dræ-pende munterhet. Det dukket mange aar
senere frem i hans bøker, spredt omkring,
frem-foralt i det klassiske kapitel i «Little Dorrit»:
The Circumlocution Office.
Har Dickens saaledes i høi grad digterisk
utnyttet sin ungdoms iagttagelser i den
politiske verden, saa har han derimot ikke
meddelt os noget om sine erfaringer fra
redak-tionskontorerne. Der findes blandt de
uoverskuelig mange «karakterer» han har skildret i
sine romaner, ikke en eneste journalist, ja for
jeg regner ikke de karrikaturer han har tegnet
i det berømte avsnit om Amerika i «Martin
Chuzzlewit». Nogen engelsk journalist har han
ialfald ikke.
Man har undret sig over det, for man kan
jo ikke godt være i tvil om at der blandt
avisfolkene fandtes typer som var vei værd at gi
plads i hans galleri. — Men det er vei likevel
ikke saa uforklarlig: Dickens var og blev altid
en naiv mand; hans øie var vendt utady mot
den levende virkelighet omkring ham, han var
ingen psykologisk selvpiner; hans sind og hans
begavelse laa ikke for selvanalyse; selvironi
var ingen bestanddel i hans humor. Det var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
