Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
57
~Jeg vet du er min far, men hvad for en far er du?"
~Hør her, gutten min, pas mund din, du vaakne søn, ellers
skal du staa mig til regnskap for den skaden, jeg har lidt. Jeg
tror ikke, jeg tar feil i det, at du sat og sov paa post den
kvelden da Siouxerne brøt ind i leiren."
~Jeg vil ikke staa her længer og bli hundset som en unge.
Du snakker altid som om du hverken kjendte lov eller ret og
du behandler mig, som om jeg ikke var et menneske. Jeg vil
ikke længere gaa her og være dyr for dig."
~Verden er stor, min tapre gut, og der fin’s mange frugt
bare jordstrækninger, som ingen eier. Gaa; jeg tænker faa
fædre har utstyret sine barn bedre end Ismael Bush. Den
attesten vil du nok aassaa gi mig, naar du er blit rik
godseier."
~Se der, far, se der!" ropte flere paa én gang, ivrige efter
at faa avbrutt en samtale som hvert øieblik kunde gaa over til
haandgripeligheter.
~Se der!" gjentok Abiram med en hui, advarende stemme.
~hvis du da har tid til annet end aa trætte. Se, der Ismael!"
Nybyggeren vendte sig langsomt om og saa op mot fjeld
toppen. Da forandret pludselig uttrykket i hans ansigt sig fra sinne
til forbauselse og skræk.
En kvindeskikkelse stod der oppe paa samme sted, hvorfra
Ellen et øieblik i forvejen var blit jaget væk paa en saa dras
tisk maate. Hun syntes at være temmelig liten av vækst og
bar en mørk, glindsende silkedragt som flagret om hende i
vinden som spindelvæv. Langt, lokket håar som var endnu
sortere og mere glinsende end hendes dragt, faldt ned fra skul
drene og viklet sig om hendes sarte skikkelse eller flagret for
vinden som en kappe i luften. Det var umulig paa denne av
stand nøie at skjelne hendes træk, men hun syntes at ha et
ungdommelig ansigt, ja hele hendes skikkelse var saa ungdom
melig og fin, at det kunde være tvilsomt, om hun endnu var
kommet ut over barnealderen. Sin ene lille haand hadde hun
lagt over brystet, mens hun med den anden syntes at opfordre
Ismael til, at han skulde la sin vrede og sin voldsomhet gaa
ut over hende. Den stumme forbauselse, hvormed grænse
boerne betragtet dette eiendommelige syn, blev først avbrutt,
da Ellen frygtsom dukket frem fra teltet og begyndte at tale.
Mændene kunde ikke høre, hvad hun sa, og den lille kvinde
skikkelse syntes ikke at agte derpaa. Saa forsvandt de begge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
