Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142
herres skapninger til aa føre mig fra det ene stedet til det
andre."
~Naar min far har levet saa længe i skyggen, hvorfor er
han da kommet ut paa prærierne? Solen vil brænde ham."
Den gamle saa sig et øieblik sørgmodig omkring, vendte sig
saa fortrolig til den anden og sa:
~Jeg har lev’d vaar, sommer og høst mellem trærne. Naa
er vinter’n min kommet og jeg lever der jeg kan faa være i
fred. For skoghuggernes økser drev mig væk fra skogen. Jeg
fik høre om disse svære, nakne jorderne, og jeg kom hit for
aa være alene. Si mig, Dahcotah, har jeg ikke gjort vel?"
Fældejægeren la sin lange, magre finger paa indianerens
nakne skulder og syntes at vente at høvdingen skulde si at han
hadde gjort ret. Han hadde lyttet opmerksomt paa den gamles
ord og sa paa sit folks karakteristiske, kjernefulde maate:
M Mm fars hode er meget graat; han har altid levet blandt
mænd og han har set alt. Hvad han gjør er godt; hvad han
taler er klokt. Er han sikker paa at han er en fremmed for
Langknivene som ser efter dyrene sine paa hver side av prærien
og ikke kan finde dem ?"
„ Dahcotah, hva’ jeg har sagt, er sandt. Jeg lever her ganske
alene og har aldrig no’e aa gjøre me’ hvite mænd, undtagen
naar — —"
u
Ordene døde bort i hans mund, da buskene pludselig blev
bøiet tilside, og alle de, som han netop nådde forlatt, og for
hvis skyld han hadde git disse tvetydige svar, hurtig traadte
frem. Stum forbauselse hilste dette uventede syn. Mahtoree,
som ikke med en bevægelse eller en muskeltrækning forraadte
den overraskelse og forundring, som han virkelig følte, traadte
derefter med paatat høflighet nogen skridt frem mot fælde
jægerens ledsagere, mens et smil lyste op i hans vilde, mørke
ansigt, som den nedgaaende sols glans viser omfanget og styrken
hos skyen, som er ladet til randen med elektrisk spænding.
Han nedlot sig imidlertid ikke til at si noget eller at gi noget
vink om, hvad han agtet at gjøre; han bare ropte sine krigere
hen til sig, og de lystret uten nølen. Middleton og Inez kom
først, derpaa Paul og Ellen; biejægeren saa sig hyppig tilbake
med et forbitret blik, mens naturforskeren, som kom tilslut
sammen med sit æsel, syntes at være næsten likesaa litet til
bøielig til at gaa frem som til at bli staaende. Da hans blik
imidlertid stadig var vendt i en motsat retning av den, hvori
lian langsomt gik frem, speidet ogsaa fældejægeren den samme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
