Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
259
fremmede fandt sig omringet av omtrent tusen mennesker, som
alle sammen saa alvorlige og nedslaatte ut.
Middleton saa sig omkring med stigende bekymring. Ingen
sang, intet rop hilste ham. Ogsaa hans ledsagere følte sig übe
hagelig tilmode og de begyndte at tænke paa sine vaaben.
Imidlertid kunde de heller ikke opdage noget tegn paa fiendt
lighet hos indianerne. Og nu vinket Haardhjerte til Middleton
og Paul at de skulde følge ham, og han førte dem bort
til en liten gruppe midt i kredsen. Her fandt de gaadens
løsning.
Paa en simpel stol, som man med stor omhu hadde for
søkt at gjøre saa bekvem som mulig, sat fældejægeren. Ved
første øiekast saa hans venner at den gamle mand endelig var
kaldet til at yde naturen dens ret. Hans øine hadde et glas
agtig utiryk og hans træk var mere indskrumpne og skarpere
end før; men ellers var der ingen forandring at merke paa
ham. Han syntes ikke at lide av nogen bestemt sygdom, men
det var selve livskraften, som holdt paa at ebbe ut. Aanden
syntes endnu at flagre om den gamle jægers rolige læber, som
om den ikke kunde beslutte sig til helt at forlate det
hylster, hvori den saa længe ærlig og retskaffent hadde holdt
tilhuse.
Den synkende sols straaler faldt over hans ansigt. Han var
barhodet og de lange, tynde, hvite håar bevægedes let i aften
vinden. Geværet laa over hans knær og hans øvrige jagtutstyr
like ved siden av ham. Ved hans føtter laa en hund i fuld
stændig naturlig stilling; men Middleton saa snart at det bare
var Hektors utstoppede skind. Kapteinens egen hund lekte et
stykke længere borte med Tachechanas og Mahtorees barn.
Moren stod i nærheten og bar paa armen et barn, hvis far var
Pawneernes høvding. Le Balafré sat ved siden av den døende
jæger. Man kunde ogsaa let se, at heller ikke hans time var
langt borte. De andre, som sat omkring ham, var ogsaa gamle
mænd, som aapenbart gjerne vilde se hvorledes en retfærdig
og tapper kriger brøt op til sin største reise.
Den gamle mand høstet løn for et usedvanlig maateholdent
og daadskraftig liv i en stille, fredelig død. Endnu utover
vaaren og sommeren hadde han jaget sammen med Pawneerne,
indtil hans lemmer pludselig negtet at gjøre tjeneste længere.
Samtidig indtraadte en almindelig svækkelse av hans aands
evner og indianerne trodde, at de snart maatte miste sin ven ;
men livslyset flakret videre uten at slukne. Om formiddagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
